Husk vaccination mod influenza og lungebetændelse

Efteråret og vinteren er lige om hjørnet, og dermed er det tid til vaccination mod influenza, hvis du har en kronisk gigtsygdom. Hvis du er i behandling med et biologisk lægemiddel eller anden medicin, der nedsætter immunforsvaret, skal du også huske at blive vaccineret mod lungebetændelse.

Det er tid til vaccination mod influenza

Det er ved at være efterår og dermed influenza-sæson. Hvis du har en kronisk gigtsygdom, bør du derfor blive vaccineret mod influenza, da dit immunforsvar kan være nedsat som en følge af gigtsygdommen, og du dermed har større risiko for at få influenza. Du kan også blive alvorligt syg, hvis du først får influenza.

En influenzavaccination nedsætter risikoen for at få influenza, men bliver du smittet alligevel, udvikler sygdommen sig ikke så alvorligt som ellers, ligesom du heller ikke får influenza af at blive vaccineret.

Hvis du er er i behandling med biologiske lægemidler, bør du være særligt opmærksom på at blive vaccineret en gang årligt.

Er du i tvivl, om du skal vaccineres, så kontakt din læge.

Hvornår skal jeg vaccineres?

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det bedst at blive vaccineret fra begyndelsen af november til slutningen af december. Efter vaccinationen går der 2–3 uger, før du er beskyttet mod smitte, og denne beskyttelse varer i 6–12 måneder.

Gratis vaccination

Du kan i mange tilfælde få en gratis influenzavaccination hos din læge i perioden 1. november 2019 til 15. januar 2020, hvis du har en kronisk gigtsygdom. Det gælder også visse andre sygdomme som f.eks. kronisk lungesygdom, diabetes og hjerte-kar-sygdom. Det er dog altid en lægefaglig vurdering, om du er berettiget til at få influenzavaccinationen gratis.

Sundhedsstyrelsen anbefaler visse "risikogrupper" at blive vaccineret mod influenza. Det gælder personer med kronisk sygdom som eksempelvis nævnt ovenfor og personer på 65+.

En lang række apoteker landet over tilbyder også influenzavaccination. Find en oversigt på www.apoteket.dk. Det er stadig gratis, hvis du falder ind under risikogruppen. Fordelen for dig er, at det typisk ikke kræver tidsbestilling. Er du i tvivl om noget i forhold til vaccinationen og din gigtsygdom, bør du først tale med din læge

Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Husk også vaccination mod lungebetændelse

Er du i behandling med biologiske lægemidler eller anden medicin, der nedsætter immunforsvaret? Så bør du blive vaccineret mod lungebetændelse hvert 5. år.

Pneumokok-infektion er en hyppig årsag til lungebetændelse i Danmark. Hvis du er i biologisk behandling eller tilsvarende immundæmpende behandling for en gigtsygdom, bør du i samråd med din læge overveje, om du vil have gavn af vaccination mod denne type bakterier.

Det samme gælder, hvis du har gigt og samtidig har svær grad af hjertesygdom og/eller lungesygdom, har haft tilbagevendende luftvejsinfektioner eller, hvis du er særlig udsat for smitterisiko.

I nogle tilfælde ydes tilskud til pneumokok-vaccination. Spørg din læge om du er omfattet af tilskudsmulighed.

Sådan beskytter vaccinen

Vaccinen beskytter ikke mod alle undertyper af lungebetændelse, men du opnår en større beskyttelse mod lungebetændelse grundet pneumokokker. Man kan få to forskellige vacciner mod denne bakterie, som beskytter mod en mindre del af de mange forskellige undertyper af pneumokokker, der findes. Bliver du vaccineret med begge vacciner, opnår du den største beskyttelse. Der vaccineres normalt først med den ene type vaccine, og otte uger efter med den anden type. Vaccinationerne foretages ofte hos egen læge.

Kontakt din egen læge eller reumatolog, hvis du tror, at du kunne have gavn af en pneumokok-vaccine.

Kan jeg få tilskud?

Vaccinen er ikke gratis, men Sygesikringen yder tilskud, hvis du:

  • Skal starte eller er i biologisk behandling eller tilsvarende immundæmpende behandling.
  • Er over 65 år og har kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) eller svær nedsat lungekapacitet.
  • Er over 65 år og har svær hjertesvigt.
  • Har diabetes.

Hvis du ikke er berettiget til tilskud fra Sygesikringen, er der fuld brugerbetaling for vaccinen, medmindre du er medlem af Sygeforsikringen Danmark.

Publiceret 02.10.2019