Gigtforeningen uddeler en halv million til økonomisk trængte

239 mennesker med gigt kan glæde sig over en ekstra julegave i år. Gigtforeningen har netop uddelt en lille halv million – helt præcist 488.000 kroner – i almindelige legater og legater til julehjælp.


"Mange mennesker med gigt lever på kanten af arbejdsmarkedet og er derfor ekstra udfordret økonomisk. Samtidig lever mange af dem med kroniske smerter, som tærer hårdt på deres i forvejen sparsomme overskud. Vi er i den lykkelige situation, at vi har været i stand til at yde hjælp til rigtig mange af de ansøgere, der lever op til vores kriterier," siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Hjælp til julen står højt på ønskelisten

Mange søger om midler til at komme godt igennem julen.

"Julen er en hård tid at komme igennem, når man er økonomisk trængt, og meget tyder på, at et stigende antal mennesker med gigt har brug for en håndsrækning," siger Mette Bryde Lind.

Andre søger om bidrag til f. eks en el-cykel, en hvilestol, en elevationsseng, gigtvenlige sko eller et ophold på Gigtforeningens rehabiliterings- og træningscenter Sano. Mange mennesker med gigt har søgt kommunen om ydelser, men har fået afslag.

Julen bliver lidt hyggeligere

Hvert julelegat består typisk af 2.000 kroner, og midlerne kommer især fra mennesker, der har testamenteret Gigtforeningen deres arv og fra en række fonde, som ønsker at støtte mennesker med gigt.

"Med pengene bidrager vi med den lille del, som måske kan lette hverdagen en smule. Og et legat kan betyde, at julen bliver lidt hyggeligere for børn, der lever med afsavn, syge forældre og dårlig økonomi. Eller at enkeltpersoner får netop det tilskud, der betyder, at de kan købe det hjælpemiddel, de har brug for," siger Mette Bryde Lind.

Publiceret 20.12.2019