Gigtforeningen går med i Alliancen Stop Medicinspild

Sammen med Ældre Sagen, Fagforeningen Pharmadanmark og Lægeforeningen har Gigtforeningen netop indgået i Alliancen Stop Medicinspild. Formålet er at nedbringe forkert brug af medicin og de store mængder medicin-affald, som produceres hvert år.

Alliancen skal desuden arbejde for at forbedre livskvaliteten hos mennesker med kroniske lidelser og mange diagnoser ved at reducere medicinfejl og overmedicinering. Den skal skabe større patientsikkerhed og lighed i sundhed. Og så skal den sikre bæredygtig produktion og bortskaffelse af lægemidler.

Halvdelen af alle utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet – altså ting, der ikke må ske – skyldes medicin. Og hvert år produceres der medicinaffald, der svarer til vægten af 8 blåhvaler – 8000 tons.

I Gigtforeningens brugerpanel svarer 83 procent af deltagerne ja til, at de har oplevet at få lægeordineret medicin, som de kun har brugt få gange og dermed har et overskud af. Og knap 50 procent har smidt medicin til en værdi af 1-500 kroner ud det seneste halve år.

"Mennesker med gigt bruger altså penge på medicin, de aldrig kommer til at bruge," siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind, som ser frem til samarbejdet i Alliancen Stop Medicinspild.

"Vi har en interesse i, at den rigtige medicin gives til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt. Der er selvfølgelig større chance for, at mennesker med gigt kan blive behandlet med de nyeste og bedste lægemidler i fremtiden, hvis man lader være med at spilde penge på den forkerte medicin, som bare ender med at blive smidt ud," siger Mette Bryde Lind.

Hun understreger, at det ikke er op til én enkelt aktør eller ét enkelt område at sikre et Danmark uden medicinspild.

"Vi skal gøre det sammen. Ved at være en alliance får vi indsigt, kræfter og muligheder for at sætte ind på flere fronter," siger Mette Bryde Lind.

Læs mere på Stopmedicinspild.nu

Publiceret 25.11.2019