Bedre rådgivning skal hjælpe dig med rygsmerter

Når du går til lægen med ondt i ryggen, er der kun afsat få minutter til gode råd og vejledning. Nu skal et dansk forskerteam undersøge, om sygeplejerskerne hos de praktiserende læger med fordel kan bruges til at hjælpe til de mange, der rammes af ondt i ryggen. Projektet er støttet af Gigtforeningen.

Har du været hos lægen med rygsmerter og er blevet sendt hjem igen med beskeden om, at dine smerter ikke kan forklares? Så er du langt fra den eneste. For i ni ud af ti tilfælde hvor en patient kontakter sin praktiserende læge på grund af rygsmerter, kan lægen ikke finde en årsag til smerterne. Derfor består behandlingen først og fremmest af information og rådgivning.

Dilemmaet er imidlertid, som du måske selv har oplevet, at der ikke er tid nok under selve lægekonsultationen. Et nyt forskningsprojekt støttet af Gigtforeningen med 160.000 kroner skal derfor undersøge, om behandlingen af rygsmerter bliver bedre, hvis sygeplejerskerne hos de praktiserende læger kommer til at stå for selve rådgivningen.

Det fortæller initiativtageren til projektet, fysioterapeut, cand.scient.san. Allan Riis fra Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet.

"Det kan være svært for lægen at finde tid til rådgivning i en ti minutters konsultation, hvor der først er brugt tid på at udelukke alvorlige sygdomme. Vi forestiller os, at man som patient vil føle, at man får mere hjælp, hvis man har mere tid til at tale med personalet på klinikken. Vores hypotese er, at der skal lægges mere vægt på den del af behandlingen, som handler om information om, hvad rygsmerter er, og hvordan man kan håndtere dem," forklarer Allan Riis.

Bedre behandling til den enkelte

Det primære mål med den nye model, hvor sygeplejerskerne rådgiver rygpatienterne, er, at færre bliver henvist til udredning på sygehuset. Allan Riis forventer dog også, at modellen giver patienterne et bedre behandlingsforløb.

"Vi forventer, at det giver et bedre forløb, hvis de praktiserende læger bliver bedre til at skelne mellem, hvem der skal videre til udredning på en specialafdeling, og hvem de mange er, som kan færdigbehandles hos egen læge og/eller i kommunens tilbud og dermed undgå et langvarigt sygehusforløb. Det er vigtigt – både for patientens og lægens skyld og for sundhedsvæsenets brug af ressourcer," siger han.

Viden og vejledning kan berolige

I dag findes der kun generelle vejledninger om, hvordan din praktiserende læge skal rådgive dig, hvis du henvender dig med rygsmerter. Derfor skal projektet også udvikle konkret rådgivningsmateriale. Her kommer der blandt andet til at stå, at 80 % af alle danskere på et eller andet tidspunkt vil få ondt i ryggen.

Materialet skal også indeholde information om, hvad rygsmerter er, og hvad de kan skyldes, fortæller Allan Riis:

"Det er vigtigt, at du som patient får at vide, at det er helt normalt at have ondt i ryggen. Det er jo beroligende at høre, at det ikke er sikkert, at der er noget galt. Rådgivningen kan også handle om, hvad du skal sige til omverdenen, hvis du ikke er i stand til at gøre det, du plejer derhjemme eller på arbejde. Samtalen skal tage udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for dig."

Det er dog stadig afgørende, at det er lægen, der stiller en diagnose og lægger en behandlingsplan, understreger Allan Riis:

"Personalet på lægeklinikken kan sagtens informere og vejlede, men det er vigtigt at understrege, at det er lægen, som laver udredningen og fastlægger, hvad der skal ske for dig som patient. Personalet skal uddybe og forstærke informationen og rådgivningen, men den indsats skal ikke stå i stedet for f.eks. henvisning til en fysioterapeut, kiropraktor eller andre, der eventuelt kan hjælpe dig."

Hvis modellen bliver en succes, er det oplagt at udbrede den til andre områder som f.eks. knæ-, skulder og hælsmerter, mener Allan Riis.

Kort om rygsmerter

3,5 mio. konsultationer for rygsmerter udføres hvert år i almen praksis i Danmark. Rygsmerter er en af de hyppigste årsager til, at vi kontakter vores praktiserende læge og den hyppigste årsag til sygefravær.

Om forskningsprojektet

  • Projektet vil udvikle og teste en ny model efter internationale standarder. Hovedprojektet er et lodtrækningsforsøg, hvor den nye metode til behandling af rygsmerter sammenlignes med den sædvanlige.
  • I alt skal 34 lægeklinikker og 1.200 voksne patienter med rygsmerter deltager i undersøgelsen.
  • Projektet skydes i gang i starten af 2020, og resultaterne forventes at være klar i 2024.

 

Publiceret 09.08.2019