Artrose: Skal du have en ny hofte?

Hvis du har artrose i hoften, og dine symptomer ikke længere kan dæmpes med smertestillende medicin, aflastning og træning, er du måske indstillet til en hofteoperation? Så er du ikke alene. Hvert år får mere end 10.000 mennesker i Danmark indsat en hel eller delvis hofteprotese, hvilket gør det til en af de mest almindelige ortopædkirurgiske operationer.

Artrose i hoften er en kronisk tilstand, hvor leddet langsomt bliver nedbrudt. Har du artrose, kender du sikkert alt for godt følelsen: Flere og flere smerter og nedsat bevægelighed, der gradvist bliver værre i takt med, at brusken forsvinder.

"Ofte kender vi ikke årsagen til, at nogle mennesker udvikler artrose i hofteleddet. Undertiden ser vi det i forbindelse med hoftedysplasi, som er en sygdom, hvor hofteskålen er underudviklet og derfor ikke dækker korrekt i forhold til lårbenshovedet," forklarer professor Søren Overgaard, Ortopædkirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Søren Overgaard modtog sidste år Gigtforeningens forskerpris for sin mangeårige forskning i artrose.

"Artrose kan også skyldes leddegigt eller være en følgevirkning af traumer, man har pådraget sig for 10, 20 eller 30 år siden, hvis man for eksempel har haft et knoglebrud eller en ledbåndsskade i hoften. Inden for sport, specielt fodbold, ser vi ofte artrose efter gentagne skader i de samme led. Der findes studier, som viser, at landmænd er særlig hårdt ramt af den belastningsrelaterede artrose, men generelt må vi sige, at der mangler studier også på dette område," fastslår Søren Overgaard.

En fordel at være i god form før en hofteoperation

På spørgsmålet om, hvorvidt du selv kan gøre noget for at forebygge eller i det mindste bremse udviklingen af artrose gennem træning og kost, er professoren forsigtig med at melde noget entydigt ud. Igen på grund af manglende forskning på området.

"Jeg vil hellere sige noget om, hvad vi ved med sikkerhed, nemlig at du kan gøre noget for at dæmpe symptomerne og lindre smerten. Hvis du er nedslidt på grund af fysisk belastende arbejde, kan du måske have gavn af at omlægge dine arbejdsrutiner," siger Søren Overgaard og tilføjer:

"Og får du ondt af at svømme eller løbe, kan du måske skifte brystsvømning ud med rygsvømning eller begynde til crosstraining. Nogle har glæde af styrketræning, mens andre dæmper symptomerne med smertestillende medicin. Der kan siges både for og imod træning, alt efter hvordan og hvor meget, men generelt er det – som før alle andre operationer – en fordel at være i god form inden en hofteoperation."

Operation hvornår?

  • Når du har smerter, dårlig livskvalitet og nedsat funktion, som ikke kan behandles.
  • Der vil typisk være smerter i hvile, som forværres, når du går. Afbrudt søvn, da du vågner, når du vender dig i sengen.
  • Når du ikke selv kan tage sko og strømper på. Ikke kan løbe eller gå ret langt, ikke kan handle ind, ikke komme op på cyklen. Ikke kan sidde på gulvet osv.
  • Når røntgenbilledet tydeligt viser artrose.
  • Når du selv synes, at det går ud over din livskvalitet.

    Kilde: Professor Søren Overgaard

Hvilken protese til hvem?

  • Til ældre anvendes fortrinsvis cementerede proteser af stål, da de giver færrest komplikationer, mens man til yngre typisk bruger ucementerede proteser af en titaniumlegering.
  • Blandt 70-årige, som får udskiftet deres hofte, har 90 % stadig den kunstige hofte efter 20 år.
  • Ca. 20 % af de 50-årige bliver reopereret inden for 20 år. Sandsynligvis fordi yngre er mere fysisk aktive og derfor slider mere på protesen.
Publiceret 06.09.2019