Får du for meget salt? Test dine saltvaner og få gode råd

De fleste af os spiser alt for meget salt, og det øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Har du gigt, er det en god idé at være ekstra opmærksom på dit saltforbrug. Bliv klogere på dine saltvaner med en ny test og få kostvejleder Henriette Thorsengs tips til at spise mindre salt.

Der er god grund til at skære ned på salt, da meget salt i maden kan øge blodtrykket, som igen øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

"Har du en gigtsygdom, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på salt i maden, da de inflammatoriske gigtsygdomme som leddegigt, urinsyregigt og psoriasisgigt og bindevævssygdomme som lupus og MCTD medfører en forhøjet risiko for hjerte-kar-sygdomme," forklarer kostvejleder Henriette Thorseng fra Gigtforeningens rådgivning.

"Derudover er det en god idé at spise frugt og grønt, fuldkornsprodukter, kartofler, fisk, nødder og bælgfrugter", lyder det fra kostvejlederen. 

Test din saltvaner

Tager du dine saltvaner med et gran salt? Prøv testen og bliv klogere. Undervejs i testen får du gode råd til, hvad du selv kan gøre for at spise mindre salt.

Tag salttesten

Testen er udviklet af Fødevarestyrelsen og Hjerteforeningen.

Saltet skjuler sig i din mad

Som mange andre tænker du sikkert ikke over det – men størstedelen af det salt, du spiser, findes 'skjult' i maden og stammer fra forarbejdede madvarer. Vi får mest salt fra brød, både det fra supermarkedet og bageren samt fra kødprodukter, ost og færdigretter.

Det kan du selv gøre

Det er altid en god idé at begrænse det salt, du selv tilsætter maden.

"Men de fleste forbrugere vil opnå mest ved at være opmærksom på forarbejdede madvarer, som de køber," siger kostvejleder Henriette Thorseng.

Her får du kostvejlederens tips til, hvordan du kan skære toppen af dit saltforbrug

Når du handler

  • Vær opmærksom på de madvarer, der indeholder meget salt, f.eks. chips og snacks, færdigretter, ost, dressinger, sovse, forarbejdet kød som bacon og pølser, pålæg og nogle morgenmadsprodukter. Vælg sundere alternativer – eller vælg dem med laveste saltindhold.
  • Tjek næringsdeklarationen for salt. Madproducenterne skal deklarere indholdet af salt. Start med at tjekke deklarationen på de færdigretter og pålægs-, oste- og brødprodukter, du plejer at købe, da disse madvarer bidrager med mest salt.
  • Støt dig til Nøglehulsmærket, da det kan hjælpe dig til med finde madvarer med mindre salt. Nøglehulsmærket findes på tusindvis af fødevarer i supermarkedet, og som noget relativt nyt findes det også på ikke-færdigpakkede fødevarer.
  • Køb de mindst forarbejdede madvarer, som fersk fisk og kød, æg, olie og friske eller frosne grøntsager.

Når du spiser i kantiner og på restaurant

  • Spis kun lidt af retter med meget saltholdige madvarer, som bacon og pomfritter og tilbehør som dressinger og sovs.
  • Vælg om muligt den Nøglehulsmærkede ret.

Når du laver mad

  • På brød kan du vælge pålæg af middagsrester eller f.eks. bruge æg, tomater og avokado som pålæg.
  • Reducer gradvist mængden af salt i maden, så du vænner dine smagsløg til mindre salt.
  • Lav evt. mad fra bunden, bag f.eks. dit eget brød, lav dine egne marinader osv.
  • Erstat salt med andre smagsgivere som f.eks. peber, chili, citronsaft eller frugtstykker.

Få flere tips i Fødevarestyrelsens folder ”Spis mad med mindre salt" (pdf)

Publiceret 14.01.2019