Pas på dig selv i december – sådan gør du

Julen er en travl tid for de fleste. For dig med gigt kan det være ekstra hårdt med julefrokoster, gaveindkøb, indpakning, rengøring, madlavning, julehilsener til venner og familie m.m. Især hvis du døjer med træthed og kroniske smerter og samtidig har alt for travlt, er planlægning og prioritering nøgleord. Gigtforeningens ergoterapeut Linette Pehrson giver seks gode råd, som får dig helskindet gennem julen.

Planlægning er afgørende

Du kan komme rigtig langt med planlægning. Når du planlægger din julemåned, kan du sætte tid af til det, du gerne vil. Lav en plan, hvor du fordeler opgaver og aktiviteter ud over hele måneden. Du får på den måde overblik over julens gøremål og du kan undgå, at aktiviteter falder oveni hinanden og dermed stiller for store krav til dig. Du kan vælge at julebage den ene dag og købe julegaver en anden dag.

Når du planlægger, er det vigtigt, at du har realistiske forventninger til dig selv.
 
Trods god planlægning kan en dårlig dag komme i vejen. Når det sker, er kunsten at sige "pyt" og finde en anden udvej. Det kan f.eks. være, at småkagerne i år må købes, eller din partner må stå for indkøb af julegaverne.

6 gode råd fra ergoterapeuten

1. Prioriter dine kræfter

"De fleste af os er indimellem nødt til at prioritere vores tid og kræfter – uanset om vi er syge eller raske," siger Linette Pehrson, ergoterapeut i Gigtforeningen.

"Det kan være en svær erkendelse, at man ikke kan overkomme det hele. Men hvis kroniske smerter og træthed sætter grænser, er der ingen vej uden om: Du må vælge til – og fra. Hvis du ikke både kan gå til julefrokost om fredagen og til juletræsfest med dit barn eller barnebarn om lørdagen, må du mærke efter, hvad der er det vigtigste for dig at deltage i," uddyber hun

2. Lav aftaler med familien

Når du har fundet ud af, hvordan du gerne vil prioritere, er det vigtigt, du taler med dine nærmeste om det. Det kan nemlig være en god idé at få talt om jeres forventninger til julen og ikke mindst til hinanden. På denne måde undgår du at gætte på, hvad andre tænker – og tro, at du ved, hvad andre forventer af dig!

3. Hold pauser

Hvis programmet ind imellem er tæt, er det vigtigt, du lægger nogle pauser ind. På den måde kan du hvile ud mellem arrangementerne. De aktiviteter du selv er herre over, kan du planlægge, så det hele ikke falder oveni hinanden.

"Og husk, det er dig, der er eksperten. Det er alene dig, der kan mærke, hvad du magter, og som ved med dig selv, hvad du lægger mest vægt på," pointerer Linette Pehrson.

4. Vær fælles om opgaverne

Det er også en god idé at fordele opgaverne. Selvom du måske er vært juleaften, behøver det ikke betyde, at julemiddagen hænger på dig alene. Alle kan deltage i madlavningen, ligesom gæsterne kan medbringe risalamanden, småkagerne, konfekten og hvad der ellers hører til.

5. Få indkøb og gaver leveret

Når det kommer til indkøb, kan du også gøre det lettere for dig selv. Der findes mange gode netbutikker, der leverer over hele landet. Deres udvalg er stort og varerne friske.

Netbutikker kan også være en god løsning, når du skal købe julegaver. Langt det meste kan købes online – og byttes ofte uden gebyr. Du undgår overfyldte butikker, lange køer og tunge pakker og poser.

6. Husk at nyde julen

"Og vigtigst af alt i den søde juletid: Giv dig selv tid til at hygge og nyde sammen med dem, du holder af. Lad juleræs være juleræs – og lad julehygge være julehygge," slutter Linette Pehrson.

Publiceret 04.12.2018