Når den gængse behandling svigter

Leddegigt behandles som regel med methotrexat, som eventuelt kan suppleres med et biologisk lægemiddel, f.eks. en TNF-alfa hæmmer. Det virker for de fleste, men desværre ikke for alle. Omkring en tredjedel – ca. 500 patienter om året – kan enten ikke tåle behandlingen eller oplever, at medicinen ikke har vedvarende effekt.

JAK-hæmmere til behandling af leddegigt 

Heldigvis findes der en række alternativer. Ét af dem er de såkaldte JAK-hæmmere – en ny type  lægemidler (kaldet "targeted synthetic DMARD"), der indtages som tabletter. De blokerer for nogle af de enzymer, der spiller en afgørende rolle i betændelsesprocessen og beskadigelsen af leddene.

I øjeblikket findes der to JAK-hæmmere til behandling af leddegigt:  baricitinib og tofacitinib, men flere er under udvikling. Effekten ser ud til at være på samme niveau som biologiske lægemidler, men der findes endnu ingen studier, som beskriver effekten af JAK-hæmmerne over længere tid.

Bivirkningerne er især infektioner og forhøjet kolesterol-niveau.

Publiceret 17.08.2018