Kan jeg få et særligt kørselsfradrag?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg har mulighed for at få et særlig kørselsfradrag. Er det rigtigt – og hvordan søger jeg? Sådan lyder et spørgsmål til Rådgivningen – læs socialrådgiverens svar.

Spørgsmål

Jeg startede i fleksjob 1. januar 2018 og er blevet opmærksom på, at jeg måske kan få et særligt kørselsfradrag via skattelovgivningen. Kan I fortælle mig, om det er rigtigt, og hvis det er, hvordan jeg søger.

Svar fra Helga Madsen, socialrådgiver i Gigtforeningen

Det er helt korrekt, at Ligningslovens § 9 D giver mulighed for et særligt kørselsfradrag til mennesker, der enten er kronisk syge eller har et handicap. Betingelsen for at få kørselsfradrag efter denne paragraf er, at du som følge af din sygdom eller dit handicap ikke kan tage offentlige transportmidler til arbejde. Det kan f.eks. være, at du ikke kan gå særlig langt, så du ikke kan komme til og fra bussen eller toget.

Vigtige forskelle

Der er nogle forskelle, som du bør være opmærksom på. Hvor det ”almindelige” kørselsfradrag gælder for de km, der ligger udover 24 km frem og tilbage, så gælder det særlige kørselsfradrag for alle km til og fra arbejde. Satsen er også på 3,54 kroner pr. km i stedet for de sædvanlige 1,94 kroner pr. km.

Du kan læse mere om det særlige kørselsfradrag på Skats hjemmeside under arbejdsrelaterede fradrag.

Husk forhåndsgodkendelse hos Skat

Jeg vil anbefale dig at kontakte Skat og anmode om en forhåndsgodkendelse (også kaldet ”bindende svar”) af fradraget. På den måde er du sikker på, at du har ret til fradraget og risikerer ikke, at du skal betale penge tilbage.

En forhåndsgodkendelse er bindende for Skat i fem år og koster 400 kroner.

Publiceret 27.08.2018