Har du meldt en bivirkning?

Hvis du oplever bivirkninger ved din medicin, er det vigtigt, at du giver Lægemiddelstyrelsen besked – uanset om bivirkningerne er kendte eller ej, alvorlige eller ej. Det kan du gøre online, eller du kan få hjælp af din læge.

Medicin påvirker processer i kroppen. Nogle ønsker vi, fordi de bremser sygdom, dæmper smerter eller mindsker andre symptomer. Andre er uønskede og er dem, vi kalder for bivirkninger. Rigtig mange mennesker med gigt oplever bivirkninger ved deres medicin.

Indberet bivirkninger

For at undgå meget alvorlige bivirkninger, foretager sundhedsmyndigheder over hele verden en omfattende registrering af disse. Når du indrapporterer dine bivirkninger, er du med til at skaffe mere information og gøre lægemidler mere sikre.

Det er Lægemiddelstyrelsen, der samler og håndterer de indberettede bivirkninger. Informationerne bruges til løbende at vurdere sikkerheden af den medicin, som er på markedet.

Hvornår skal jeg indberette en bivirkning?

Det skal du altid gøre. Den samme medicin kan opleves forskelligt fra krop til krop. Derfor er det vigtigt, at du eller din læge indberetter de symptomer, du oplever i forbindelse med behandling – uanset om de i forvejen er beskrevet i indlægssedlen som bivirkninger eller ej.

Er der gået en dag, en uge eller endda en måned, siden du havde bivirkningen, gør det ikke noget. Du kan altid indberette en bivirkning, selvom du ikke lige får gjort det med det samme.

Sådan gør du

Du kan selv indberette bivirkninger ved at udfylde en blanket på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Her kan du også se en film, der detaljeret beskriver, hvordan du gør.

Er du stadig usikker på, hvordan du gør? Så kan du spørge din læge eller hospitalets personale om hjælp.

Får du biologisk medicin?

Ved biologisk medicin, som ikke har været på markedet så længe, er der særligt brug for indrapporteringer. Det gælder også de efterligninger (de biosimilære lægemidler), der bliver frigivet, efterhånden som patenterne på de oprindelige biologiske lægemidler udløber.

Publiceret 12.09.2018