Gigthospitalet blandt landets bedste til at behandle leddegigt

For andet år i træk ligger Kong Christian X´s Gigthospital på en flot andenplads over de bedste hospitaler i Danmark til at behandle leddegigt. Det fremgår af det medicinske tidsskrift Dagens Medicin, som hvert år kårer Danmarks bedste hospitaler inden for en lang række kategorier. Gigthospitalet deler andenpladsen med Aarhus Universitetshospital. Helt i front ligger Regionshospitalet Silkeborg.

"Vi er glade og stolte over sølvmedaljen. Endnu en gang har vi opnået et håndfast bevis på, at vi med vores indsats lever op til at tilbyde vores patienter en af landets mest udsøgte behandlinger mod inflammatorisk gigt. Æren tilfalder især vores ansatte, som er eksperter i diagnosticering, behandling og rehabilitering af en lang række gigtsygdomme. Vi glæder os til at udbygge den ekspertise i nye rammer, når vi i det nye år flytter til vores nye Gigthospital beliggende på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg,” siger ledende overlæge Vibeke Stevenius Ringsdal.

Kong Christian X´s Gigthospital er landets eneste specialhospital for gigtsygdomme. Hospitalet modtager patienter fra hele landet under det frie sygehusvalg.

Læs mere om gigthospitalet på www.gigthospitalet.dk

Foto: Søren Petersen

Publiceret 14.12.2018