Få det gjort, før det er for sent

Sådan lyder det fra Jette Boesen. I flere år havde hun tænkt på at oprette et testamente, alligevel tog den ene dag den anden. Men en forestående knæoperation gav skubbet til at få tankerne om, hvad der skal ske med arven efter hende, nedfældet.

"Tænk, hvis jeg aldrig vågner op igen!" Tankerne løb gennem 53-årige Jettes hoved i tiden før operationen, hvor hun igen skulle have udskiftet sit venstre knæ. "Jeg er blevet opereret adskillige gange før, men jeg har aldrig tænkt sådan tidligere. Det er nok sådan, man tænker, jo ældre man bliver," reflekterer hun.

Fra tanke til handling

Den forestående operation blev anledningen til, at Jette gjorde alvor af at få nedfældet sine ønsker i et testamente, og en måneds tid inden operationen kontaktede hun en advokat.

"Hvis man har nogle specifikke tanker med hensyn til sin arv, er det vigtigt at få taget stilling. Og selvom jeg regner med at blive gammel, kan jeg jo ikke vide, om jeg bliver kørt ned af en bus i morgen. Tit tænker man, ”jeg gør det i morgen” – men i morgen er det måske for sent".

Jette er helt afklaret med, hvad der skal ske med hendes formue, når hun ikke er her mere. Alligevel synes hun, at det var en god følelse at få det skrevet ned og få det fortalt til familien og dem, der skal arve.

Tak til forskningen

Jette var kun 16 år, da hun fik konstateret leddegigt. Dengang var behandlingsmulighederne helt anderledes end i dag, hvor forskningen bl.a. har betydet, at færre får så alvorlige ledskader, som Jette har.

"Jeg har kunstige hofter, knæ og albuer. Og da proteser ikke holder evigt, har jeg været igennem mange re-operationer. Det er mit livsvilkår, fordi jeg har en kronisk sygdom, men jeg besluttede mig helt fra starten for, at den ikke skulle styre mit liv," fortæller Jette, der arbejder som sekretær i Gigtforeningen.

Hele gigtsagen er vigtig

Med testamentet sikrer jeg, at min familie arver en del af min formue. Men det er også vigtigt for mig at betænke den sag, der har hjulpet mig i det meste af mit liv. Jeg ved om nogen, hvordan en patientforening kan hjælpe et menneske med en kronisk sygdom. Når du bliver syg, er det vigtigt, at du sætter dig ind i din sygdom, men det kan nogle gange være uoverskueligt. Her er en patientforening, hvor du kan få råd og vejledning, en kæmpe gave. Derfor er det vigtigt, at der findes en organisation som Gigtforeningen, og at den kan blive ved med at eksistere!”

Jette har med sit testamente ønsket at tage aktivt stilling, men hun har ikke øremærket arven til Gigtforeningen til et bestemt formål. Det afgørende for hende er hele gigtsagen.

Sæt ord på dine ønsker

Udarbejdelsen af testamentet har givet Jette ro. "Hvis du ønsker at betænke andre end dine nærmeste og/eller en god sag, er det vigtigt, at du gør noget ved det. Det kan være en god øvelse at skrive dine ønsker ned, for det hjælper at sætte ord på. Herefter er det bare at kontakte en advokat," slutter Jette Boesen.

Vil du vide mere om arv og testamente?

Hvis du ønsker yderligere rådgivning, så ring til Gigtforeningens advokat, Lise van Brugge, på tlf. 39 77 80 29

Gigtforeningen er en del af Det Gode Testamente – et samarbejde mellem 31 velgørende organisationer i Danmark. Formålet med initiativet er blandt andet at oplyse danskerne om, hvorfor det er en god ide at nedfælde sin sidste vilje i et testamente.

Skriv testamente og støt forskning i gigt

Når du skriver testamente, bestemmer du selv, hvem der skal arve dig. Du kan gøre en forskel ved at betænke Gigtforeningen.

Læs mere om, hvordan du kan investere i bedre liv med et testamente

Publiceret 22.10.2018