Hvordan bliver jeg henvist til en smerteklinik?

Jeg har haft leddegigt i otte år, har mange smerter og føler mig træt og ked af det. Hvordan bliver jeg henvist til en smerteklinik og får hjælp til at tackle smerterne? Sådan lyder et spørgsmål til Rådgivningen - læs sygeplejerskens svar.

To kvinder

Spørgsmål

Jeg har haft leddegigt i otte år og har mange smerter, føler mig træt og ked af det. Jeg begynder at isolere mig mere og mere. Jeg har hørt, at der findes smerteklinikker, hvor man kan få hjælp til at tackle smerterne og råd til, hvordan man indretter sin hverdag helt praktisk. Jeg håber, det kan give mig mere overskud i hverdagen. Hvordan bliver jeg henvist til en sådan klinik, og hvad går behandlingen ud på?

Svar fra Gigtforeningens sygeplejerske Nanna

Smerteklinikkens formål er at hjælpe dig med at lære at leve med dine smerter. Smerteklinikkerne eller -centrene har en helhedsorienteret tilgang til din smerteproblematik. Det betyder, at de tager fat på alle aspekter af et liv med smerter, f.eks. medicinforbrug og smertehåndtering.

Vær opmærksom på, at mange smerteklinikker på deres hjemmeside oplyser, at de ikke anvender cannabis som behandlingsmulighed.

Et forløb på en smerteklinik har til formål at:

  • Forbedre din livskvalitet og dæmpe dine smerter så meget som muligt.
  • Give dig forståelse for din smertetilstand og de udfordringer, der følger langvarige smerter.
  • Hjælpe dig til at leve et så aktivt liv som muligt.
  • Undgå at din smertetilstand fører til sygeliggørelse.

For at kunne blive henvist til en smerteklinik skal du:

  • Være over 18 år og have haft kroniske smerter i mere end seks måneder.
  • Dine smerter må ikke være ondartede (maligne), hvilket betyder, at de ikke må skyldes en kræftsygdom.
  • Være færdigudredt og have afsluttet andre behandlingsforløb.
  • Være motiveret og have lyst til at deltage aktivt.
  • Ikke have et alkohol- eller medicinmisbrug.

En smerteklinik kan enten være tværfaglig eller monofaglig:

Tværfaglig smerteklinik

For mennesker med komplekse, kroniske, ikke-ondartede smerter og afledte sociale og psykologiske problemer. Har tilknyttet speciallæge, sygeplejerske, fysioterapeut, psykolog og socialrådgiver.

Monofaglig smerteklinik

For mennesker med en ’simpel’ kronisk, ikke-ondartet smertetilstand uden sociale og psykologiske problemstillinger. Har tilknyttet en smertesygeplejerske og en speciallæge.
Der findes offentlige såvel som private smerteklinikker/smertecentre over hele landet, og behandlingsgarantien på fire uger gælder også ved henvisning hertil.

Publiceret 22.02.2018