Vi er nået langt, men vi har ikke knækket koden – endnu

Der er sket store gennembrud inden for behandlingen af en lang række gigtsygdomme, navnlig gennem de seneste 15-20 år. Men ikke alle har glæde af fremskridtene – og der er fortsat nogle fundamentale spørgsmål, som vi savner svar på. Derfor er der stadig brug for forskning.

For få årtier siden var en gigtdiagnose ensbetydende med vedvarende smerter og store begrænsninger i udfoldelsesmulighederne. I dag har nye behandlingsmetoder markant forbedret livskvaliteten for de fleste mennesker med leddegigt og andre inflammatoriske gigtsygdomme, og også inden for folkesygdommen artrose er der sket fremskridt, som har lettet livet for mange.

"Men de nye behandlingsmuligheder hjælper ikke alle,” fortæller Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind. "En del gigtpatienter prøver det ene lægemiddel efter det andet uden effekt – og selvom man måske ikke kan se det, er smerterne en daglig følgesvend for rigtig mange. Den kolossale træthed, der ofte følger med en gigtsygdom, kan i sig selv være invaliderende, og mange oplever, at en ellers effektiv behandling må afbrydes på grund af alvorlige bivirkninger, som påvirker både livskvalitet og helbred."

Derfor er der stadig brug for forskning – og danske forskere er med helt i front, fastslår Mette Bryde Lind: ”Med støtte fra blandt andre Gigtforeningen har de bidraget med meget betydelige gennembrud, som har givet genlyd verden over. De har vist, at forskning nytter!”

"Vi skal naturligvis glæde os over de fantastiske fremskridt, der er sket i de senere år. Men en gigtsygdom er stadig forbundet med store udfordringer for mange, mange mennesker. Vi er nået langt – men vi har ikke knækket koden. Endnu. Derfor samler vi ind til forskning den 10. september," slutter Mette Bryde Lind.

Vær med til at samle ind den 10. september

Der er brug for flere indsamlere, når Gigtforeningen og Scleroseforeningen søndag den 10. september fra kl. 10 samler penge ind til forskning i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Meld dig om indsamler i dag.

Bliv indsamler

Publiceret 30.08.2017