Rigtig mange har set vores film om de usynlige smerter

På lidt over en måned er Gigtforeningens nye film ”Få øje på de usynlige smerter” nået ud til mere end 1 million brugere på Facebook. Filmen har fået en fantastisk modtagelse, som viser, at der var brug for den.

Få øje på de usynlige smerter – afspil film

På den internationale gigtdag, den 12. oktober, lancerede vi filmen, der for første gang sætter billeder på en dagligdag med gigt. Der har tydeligvis været behov for filmen. Den er nemlig allerede nået ud til mere end 1 million brugere på Facebook. Hele 15.000 Facebook-brugere har trykket ’synes godt om’ filmen, over 1.000 har kommenteret, og mere end 8.100 har delt den.

Svært at forklare, og svært at forstå

"Man må sige, at det er gået over al forventning! Vi er meget glade og stolte over, at filmen er blevet så godt modtaget. Vi har fået rigtig mange positive og rørende tilbagemeldinger, som fortæller os, at der har været behov for en sådan film," siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Vi har lyttet til vores medlemmer

I Gigtforeningens rådgivning, til vores borgermøder og på vores Facebook-side hører vi ofte, hvor svært det kan være at forklare sine pårørende og venner, hvordan det er er at leve med gigt – en sygdom, som i mange tilfælde er usynlig for andre. Med filmen ”Få øje på de usynlige smerter” sætter Gigtforeningen billeder på nogle af de dagligdags situationer, der ofte er præget af smerter, når man lever med en gigtsygdom. Filmen skal hjælpe pårørende til at forstå – og ikke mindst gøre det lettere for smerteplagede gigtpatienter at forklare – hvordan de usynlige smerter opleves.

Filmen er inspireret af situationer fra Gigtforeningens brugere og er produceret af Octopuss i samarbejde med Primetime.

Publiceret 30.11.2017