En kæmpe tak til de mange frivillige

I dag har Gigtforeningen og Scleroseforeningen samlet ind til forskning i gigt og sclerose ved en husstandsindsamling i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Knap 2.500 frivillige indsamlere og indsamlingskoordinatorer er gået forrest i kampen mod gigt og sclerose.

"Forskning er afgørende for, at vi kan sikre de mange med gigt og sclerose et bedre liv. Vi er meget taknemmelige for, at mange har valgt at bidrage til indsamlingen og støtte forskningen i gigt og sclerose. Både de mange frivillige, der har været koordinatorer og indsamlere i dag, og de mange tusinde borgere, der har givet et bidrag, når vi har banket på døren eller via sms, MobilePay og indsamlinger på nettet,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Også Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, takker de mange frivillige, der har støttet kampen mod sclerose og gigt:

"Det er virkeligt dejligt, at mange frivillige har støttet os i dag. Vi skylder dem en kæmpe tak. Der er så mange spørgsmål om sclerose og gigt, som vi ikke kender svaret på i dag. Pengene fra indsamlingen skal være med til at sætte gang i ny forskning, der kan give os de svar, vi mangler".

Det er stadig muligt at støtte indsamlingen til forskning i gigt og sclerose. Resultatet fra indsamlingen offentliggøres snarest muligt. 

Sådan kan du støtte

Publiceret 10.09.2017