Træning i varmtvandsbassin – rigtig godt for dig med gigt

”Virker det helt uoverskueligt at komme i gang med træning? Så er varmtvandstræning på hold noget af det bedste, du kan starte ud med”, lyder det fra Gigtforeningens fysioterapeut Tina Louise Flach Svendsen.

Hvis du har gigt, er det vigtigt, at du kommer i gang med motion og træning. Det giver dig energi og styrke, så du bedre kan klare opgaverne i din dagligdag og gøre de ting, du gerne vil. Sådan lyder rådet dagligt fra Gigtforeningens rådgivning, når folk ringer ind for at få vejledning til livet med gigt.

"Men det er også vores erfaring, at mennesker med gigt kan have ekstra svært ved at komme i gang med træning – eller hurtigt opgiver igen – blandt andet pga. smerter og manglende overskud. Og hver gang peger vi på varmtvandstræning som en oplagt mulighed," siger Gigtforeningens fysioterapeut Tina Louise Flach Svendsen.

Derfor skal du træne i varmt vand

Varmtvandstræning foregår i et bassin med 33-36 grader varmt vand. Det er en skånsom, men samtidig effektiv motionsform, hvor du træner din kondition, bevægelighed, muskelstyrke og balance. Du kan også bruge varmtvandstræning til afspænding og smertelindring.

Træning i varmt vand er populært blandt mange mennesker med gigt, og det er der god grund til. For selvom du måske har svært ved at deltage i visse motionsformer som dans, løb, golf eller motionscykling, så kan de fleste deltage i varmtvandstræning.

"Det varme vand gør, at musklerne og leddene bliver mere smidige, og derfor vil man typisk opleve langt færre smerter under øvelserne. Træning i varmt vand er en god motionsform, som virker rigtig godt, når man gigt. Træning i vand kan simpelthen noget, som træning på land ikke kan. Det er dog vigtigt, at træning i vand ikke står alene, da kroppens knogler og led også har behov for vægtbærende aktiviteter," forklarer Tina Louise Flach Svendsen.

Fordelene er mange

  • Du vil opleve en bevægelsesfrihed og komme ud i nogle nye bevægelser, som du ikke bruger i din dagligdag.
  • Det er skånsomt og virker mere behageligt, da vandet giver opdrift.
  • Det kan lindre dine smerter.
  • Det er effektiv træning, der giver hurtigere resultater, da du træner mod vandmodstanden og med større bevægelighed.
  • Du får trænet din balance, så du kan bevæge dig mere sikkert rundt i din dagligdag uden at frygte at falde.
  • Det kan give en følelse af velvære, så du får mere lyst og mod på at træne.
  • Du er på et hold, hvor du fast træner sammen med andre, som du måske med tiden lærer godt at kende.

Alt dette kan gøre, at du får et større fysisk og psykisk overskud til at klare din dagligdag.

Bruger: Derfor træner jeg i varmt vand

Helen Frederiksen har gået til varmtvandstræning i 20 år. Hun er i vandet en gang om ugen i Snedsted gennem GOK Thisted – og hun nikker genkendende til de fordele, som fysioterapeuten beskriver:

"Vandet giver mig en større bevægelighed, og har jeg ondt i skulderen eller i et ben, så lindrer træningen. Det giver også velvære, og vi slutter altid af med afspænding. Desuden er jeg overbevist om, at træningen sparer mange lægebesøg. Men det har også et socialt aspekt – jeg kommer afsted, fordi jeg har nogle at følges med. Jeg vil meget nødig undvære det," fortæller hun.

Priser og tilskud til varmtvandstræning

Prisen er ca. 40-70 kroner pr. lektion (dog afhængig af antal minutter pr. lektion). Man betaler typisk for en hel sæson. Priserne varierer meget, da der er forskel på de enkelte kommuners økonomiske støtte til aktiviteten.

Holdene har typisk relativt få deltagere, så der er mulighed for at tilpasse træningen til deltagernes behov. En lektion varer ca. 30-45 minutter.

Der er mulighed for at få tilskud til bassintræningen i en fysioterapiklinik, hvis du får en henvisning fra din læge. Hvis din økonomi er særlig vanskelig, er der mulighed for at søge tilskud hos kommunen. Læs mere om tilskud til fysioterapi (herunder bassintræning)

Hvor kan du gå til varmtvandstræning?

Der findes mange specialhold særligt for mennesker med problemer i led, ryg og muskler. Der er mulighed for at gå til træning i varmt vand i det meste af landet, men tilbuddene kan være forskellige. Du kan gå til varmtvandstræning gennem:

  • Gigtforeningens oplysningskredse (GOK). Klik dig videre til Det sker og find menupunktet "Motion" under de enkelte områder.
  • Din lokale aftenskole som f.eks. Gigtskolen, AOF, LOF, FOF.
  • Din lokale svømmehal eller svømmeklub.
  • Nogle få fysioterapeutiske klinikker tilbyder også træning i varmtvandsbassin.
Publiceret 24.02.2017