Medicin, der gjorde en forskel

Hvis man fik leddegigt for bare få årtier siden, var det oftest ensbetydende med uoprettelige skader på leddene, konstante smerter og omfattende begrænsninger i udfoldelsesmulighederne. I dag har vi heldigvis fået nye effektive lægemidler og behandlingsmetoder.

Gammelt medicinlager

Fra 20'erne-70'erne

I 20’erne fik patienterne guld i årerne
Indsprøjtninger med guldsalte blev en af de første behandlinger mod leddegigt, der havde en vis virkning. Behandlingen blev brugt helt frem til 80’erne. Man anslår, at det hos 60-70 procent af patienterne havde en vis effekt på hævelse og smerter, men ikke på knoglenedbrydning. Guldbehandlingen havde en række bivirkninger, hvoraf nogle var alvorlige.

I 50’erne herskede binyrebarkhormon og penicillamin
Binyrebarkhormoner som f.eks. Prednisolon viste sig at have en imponerende og hurtig effekt mod smerter og gigtaktivitet. Desværre har midlet også en række alvorlige bivirkninger, når det gives i høje doser over længere tid – herunder knogleafkalkning, der kan føre til knogleskørhed (osteoporose). På grund af bivirkningerne opgav lægerne i en periode næsten helt at bruge det. I dag bruges binyrebarkhormon mod leddegigt og andre gigtsygdomme i afgrænsede perioder og afmålte doser sammen med forebyggende behandling med kalk- og D-vitamintilskud

Penicillamin fremkalder en bedring hos 50-70 procent af patienterne med aktiv leddegigt. Virkningen indtræder dog først efter 2-3 måneder. Blev brugt meget i 70’erne og 80’erne og anvendes stadig i behandlingen af leddegigt.

I 70’erne var salazopyrin populært
Salazopyrin virker hos 2/3 af patienterne og har effekt mod hævelse, smerter og ledødelæggelser ved leddegigt. Præparatet har eksisteret siden 30’erne, men viste for alvor sin effekt ved leddegigt i 70’erne. Salazopyrin bruges stadig som behandling af leddegigt og er førstevalg, hvis patienten ønsker at blive gravid.

To vigtige år og nutiden

I året 1988 var det store fremskridt: Methotrexat
Medicinen er stadig førstevalget i behandling af leddegigt. Selv om det er en cellegift, tåler de fleste patienter præparatet godt, fordi det gives én gang om ugen i lav dosis. Det dæmper både smerter, hævelse og knoglenedbrydning, virker hurtigere end guld og penicillamin og har færre bivirkninger.

Tidligere var man tilbageholdende med at give stoffet i større doser allerede fra starten. Det ændredes efter det store CIMESTRA-projekt, som Gigtforeningen igangsatte omkring årtusindskiftet. Det viste nemlig, at hurtig og intensiv behandling med methotrexat markant forbedrede behandlingsresultatet.

I 1998 var biologisk medicin i centrum
De mest brugte biologiske præparater er de såkaldte TNF-alfa-hæmmere, der virker ved at hæmme de stoffer, som er med til at fremkalde sygdommen i leddet. Der findes også nyere biologiske præparater, der virker ved at hæmme andre stoffer af betydning for betændelsesprocessen. Præparaterne er udviklet på museceller, menneskeceller eller andet biologisk materiale – deraf navnet 'biologisk medicin'.

I dag er vi nået til biosimilære lægemidler
Efterhånden som patenterne på de originale biologiske lægemidler udløber, kommer der nye og billigere efterligninger på markedet – de såkaldte biosimilære lægemidler. Sidste år kom Remsima (efterligning af Remicade) – og netop nu introduceres Benepali, som er en efterligning af Enbrel.

Vil du læse flere spændende artikler?

Så kan du modtage vores medlemsblad, LedSager. Det får du automatisk, når du melder dig ind i Gigtforeningen.

Bliv medlem og modtag LedSager

Publiceret 13.07.2016