Angst og depression er en uønsket følge af inflammatorisk gigt

Et nyt stort forskningsprojekt afslører, at mange med inflammatorisk gigt kæmper med langt dårligere mental mistrivsel, end sundhedsvæsenet hidtil har haft øje for. Angst, depression og ensomhed fylder markant i livet – og påvirker i høj grad, hvor godt man håndterer sin gigtsygdom.

Men det er ikke uvæsentligt, hvilken gigtsygdom man har – og hvornår i livet, man får sin diagnose, fortæller sygeplejerske og ph.d.-studerende Sofie Bech Vestergaard, Led- og Bindevævssygdomme, Aarhus Universitetshospital, der er en af forskerne bag det omfattende projekt.

Rygsøjlegigtpatienter hårdest ramt

Forskerne fandt ud af, de mentale udfordringer optrådte hyppigst hos kvinder, yngre mennesker, dem med kort uddannelse og nydiagnosticerede. Men undersøgelserne viste også, at symptomer på angst og depression var mest udbredt hos patienter med rygsøjlegigt og dernæst psoriasisgigt – og mindre hos leddegigtpatienter, selvom denne gruppe stadig ligger højt, sammenlignet med resten af befolkningen.

”Det kom faktisk bag på os, hvor store forskelle der var mellem de forskellige diagnoser, og hvor mange patienter i alt, der er psykisk belastede,” siger Sofie Bech Vestergaard.

Symptomer afhænger af, hvornår diagnosen stilles

Hun forklarer, at årsagen til at så mange med rygsøjlegigt mistrives mentalt kan hænge sammen med både sygdommens natur og det tidspunkt i livet, hvor man typisk får sin diagnose.

”Hvis du får konstateret rygsøjlegigt, når du er i 20’erne, er du måske i gang med en uddannelse, ved at etablere dig og danne familie. Det giver en anden sårbarhed, end hvis du er 55 år og har haft leddegigt i mange år.”

En anden forklaring kan være, at rygsøjlegigt kan være sværere både at diagnosticere og behandle end leddegigt.

”Hvis du er nydiagnosticeret har du måske været igennem et langt udredningsforløb, hvor du har været bange for, hvad du fejler. Vi tænker, at det måske også kan have en betydning.”

Ensomhed rammer hver tredje

Et af projektets mest opsigtsvækkende fund er, at cirka en tredjedel af alle med inflammatorisk gigt oplever ensomhed.

”Ensomhed er ikke bare trist – det påvirker patienternes mestring markant. Mange føler, at sygdommen isolerer dem fysisk og socialt,” siger Sofie Bech Vestergaard.

Ensomheden er mest udbredt hos personer med rygsøjlegigt og hænger tæt sammen med både høj sygdomsaktivitet, flere gener i hverdagen og en generel følelse af at være begrænset af sin sygdom.

Ifølge forskerne er det en beskrivelse, der går igen: Ensomhed opstår både på grund af sygdommens symptomer – og patienternes egne strategier for at ’skåne’ sig selv eller andre.

Men nogle trives – hvad gør de anderledes?

En særlig del af projektet, der blev udført på Rigshospitalet i Glostrup, undersøgte de patienter, som – trods en kronisk gigtsygdom – formår at opretholde god mental trivsel.

”De patienter, der klarer sig bedst mentalt, har det til fælles, at de er fysisk aktive, opsøger fællesskaber og arbejder aktivt med at tænke positivt om deres situation,” fortæller Sofie Bech Vestergaard.

Det betyder ikke, at deres sygdom er lettere – men at deres strategier for mestring er stærkere.

Ingen hjælp at hente i sundhedsvæsenet

Studiet peger samtidig på et markant problem: Mange patienter oplever, at den mentale del af det at have en kronisk gigtsygdom ingen plads har i deres behandlingsforløb.

”Flere fortæller, at der ikke er nogen, som spørger til deres mentale trivsel – selv om den jo er afgørende for, hvordan de håndterer medicin, smerter og livet med en kronisk sygdom,” siger Sofie Bech Vestergaard og konstaterer:

Vi kan se, at mental sårbarhed påvirker hele patientens sygdomsbillede. Derfor bør det være en integreret del af behandlingen – ikke noget, man spørger til, når først det brænder på.

Om studiet

Studiet er en del af det meget omfattende landsdækkende projekt TASEMA (TArgeted SElf-MAnagement in People with inflammatory artritis), der styres fra Rigshospitalet i Glostrup. Det bygger på en stor national spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 12.000 patienter med inflammatorisk gigt, suppleret af to omfattende interviewstudier. Studiet er blandt flere støttet af Gigtforeningen.