Tung styrketræning giver myositis-patienter bedre liv
Myter kan være sejlivede, men nu kan ny, banebrydende forskning aflive en af dem. Tidligere har man ment, at patienter med myositis skal være varsomme med at træne hårdt for ikke at forværre betændelsestilstanden i musklerne. Men det forholder sig faktisk helt modsat, viser et nyt studie støttet af Gigtforeningen.
Foto: Søren M. Osgood
I projektet fandt forskerne ud af, at patienter med myositis kan opnå markante forbedringer i både livskvalitet, muskelstyrke og funktionsevne gennem tung styrketræning – uden at deres sygdom forværres, fortæller en af forskerne, cand.scient. Kasper Yde Jensen, Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme, Rigshospitalet.
Myositis er en sjælden autoimmun sygdom, der giver betændelse i musklerne, hvilket resulterer i, at de bliver svage, så man får svært ved at klare dagligdagens almindelige opgaver. Selv med medicinsk behandling kommer patienterne sjældent tilbage til tidligere styrke.
16 ugers intensiv træning
I studiet fulgte deltagerne et 16-ugers styrketræningsforløb, hvor de to gange om ugen trænede et program med fem øvelser ved høj intensitet. Resultaterne blev sammenlignet med en kontrolgruppe, der ikke trænede.
Forskerne målte deltagernes livskvalitet, funktionsevne og muskeludholdenhed gennem blandt andet en gangtest, en stoletest, hvor man rejser sig op og sætter sig ned, og en øvelse, hvor man løfter armene op over skuldrene flere gange.
Efter de 16 uger stod det klart: Træningsgruppen havde opnået væsentlige forbedringer. Deres fysiske livskvalitet var steget, det samme var deres udholdenhed – og sidst, men ikke mindst, blev det nemmere for dem at udføre hverdagsaktiviteter som at tage trapperne eller løfte tunge ting.
Ingen forværring af sygdommen
En central pointe i studiet er, at den intensive træning ikke gav øget sygdomsaktivitet. Tværtimod. Det er dermed første gang, at et studie viser, at hård styrketræning kan forbedre livet for myositis-patienter. Resultatet udfordrer med andre ord en udbredt skepsis, som Kasper Yde Jensen ikke tøver med at kalde en myte.
”Vi så, at patienterne tværtimod fik det markant bedre, når de bare trænede på det niveau, de var på – altså individuelt tilpasset. Og vigtigst af alt – der er ingen tegn på forværring,” siger han.
Mere frihed i hverdagen
For patienterne handler om frihed og selvstændighed. Når muskelkraften svækkes, mister man evnen til at klare helt almindelige hverdagsopgaver som at tage trapperne eller bære sine indkøbsposer. Når styrken vender tilbage, genvinder man både selvstændighed og livskvalitet.
”Det giver en dominoeffekt. Når patienterne kan mere, får de mod på mere – og det forbedrer deres hverdag markant,” understreger forskeren.
Budskabet er klart: Styrketræning er ikke forbeholdt raske. Det er for alle – også for patienter med kroniske muskelsygdomme. Som forskerne konkluderer, er styrketræning ikke et mål i sig selv, men et middel til et bedre og mere selvstændigt liv.
Gør styrketræning til en del af din livsstil
Udfordringen ligger i at fastholde træningen efter sådan et struktureret forløb, hvor man bliver ’holdt i hånden’. Og det gælder både for myositis-patienter og alle os andre. Her peger Kasper Yde Jensen på vigtigheden af at gøre styrketræning til en del af sin livsstil – og at bruge træningen som et middel til at opnå det, man gerne vil kunne.
Find ud af, hvad dit mål med træningen er. Og brug styrketræningen som et middel til at opnå det. Om det så er at spille håndbold, gå ti kilometer om den lokale sø– eller simpelthen have et godt liv med frihed til at gøre de ting, der betyder noget for dig.
Sådan kommer du i gang:
- Find ud af, hvad der motiverer dig – og hvad du gerne vil kunne, som du ikke kan nu.
- Har du ikke trænet længe, så få hjælp. Få en henvisning til en fysioterapeut.
- Find et træningscenter med uddannet personale, der kan hjælpe.
- Brug Gigtforeningens tilbud som for eksempel Naturtræning
- Få en træningsmakker.
Gigtforeningen har støttet projektet med 1,4 millioner kroner.