Gigtforeningen: Sundhedsstyrelsen og Regeringen svigter yngre med kronisk sygdom med ny vaccineplan

En ny vaccineplan har set dagens lys i dag. Væk er gruppe 10 for sårbare patienter med øget risiko for alvorligt COVID-19-forløb. I stedet skal der nu vaccineres efter alder, når gruppe 5 og gruppe 6 er færdigvaccineret.

Gigtforeningen kritiserer sammen med Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og en lang række patientforeninger, at man nu aflyser gruppe 10. For det betyder, at yngre sårbare med kronisk sygdom får udskudt deres vaccination flere måneder.

"Mange yngre med gigt- og bindevævssygdomme har isoleret sig selv længe. De har med længsel set frem til vaccinen i april med den vished, der lå i planen, om at sårbare patienter stod først i køen og skulle vaccineres før de raske. Det princip går man nu væk fra, og jeg synes, det er at svigte de unge med kronisk sygdom”, siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Mette Bryde Lind påpeger, at der også ligger et politisk ansvar, når nu Sundhedsstyrelsen ændrer vaccineplanen.

"Regeringen har hele tiden bedt os alle om at være solidariske med de svage, så når man laver så stor en ændring her, så sker det med accept fra politisk side. Det kan der ikke herske tvivl om", siger Mette Bryde Lind.

Gigtpatienter har forhøjet risiko for indlæggelse

Sundhedsfagligt har et forskningsstudie fra Aalborg Universitetshospital vist, at leddegigtpatienter i alle aldre har en forøget risiko for hospitalsindlæggelse med 60-70 pct., når de bliver smittet med COVID-19.

Et andet stort forskningsprojekt har vist, at gigt- og bindevævspatienter er gode til at undgå at blive smittet med COVID-19. De undgår smitte ved en meget høj grad af selvisolation, som dog har alvorlige konsekvenser for det mentale helbred (angst og depression) og også konsekvenser for det fysiske helbred, hvor mange oplever forværringer i den kroniske sygdom.

"Selv i genåbningen sidste sommer så vi den her udprægede selvisolation hos gigtpatienterne. Vi frygter, at den selvisolation vil fortsætte, når vaccinerne til gruppe 10 udebliver. Det vil få den konsekvens, at en stor gruppe yngre kronikere vil blive derhjemme bag nedrullerede gardiner. De vil ikke tage del i den fysiske undervisning med kammeraterne i skolen. De kommer ikke til at hygge sig i parken med vennerne. Eller kunne tage afslappet på ferie med deres familie til sommer", siger Mette Bryde Lind.

Ikke ”normaliseret” sommer for unge med kronisk sygdom

Hun påpeger, at statsminister Mette Frederiksen har meldt, at vi kan se frem til en ”næsten normaliseret” sommer. Men det kommer ikke til at gælde gruppen af kronisk syge under 40 år, der først kan forvente vaccine i juli, som planen ser ud lige nu, mener Gigforeningens direktør.

"Det er helt uacceptabelt, at myndighederne, regeringen og partierne fraviger det solidariske princip med risikogrupperne. Indtil i dag har de yngre kroniske syge fået stillet i udsigt, at de stod forrest i vaccinekøen. Netop fordi de ikke er raske, men syge med forøget risiko for etalvorligt covid-forløb. Her få meter før mål bliver målstregen så rykket endnu længere væk. Det er uretfærdigt, og jeg tør næsten ikke gætte på konsekvenserne", siger Gigtforeningens direktør.

Gigtforeningen foreslår, at de tidligere gruppe 10’ere som minimum rykkes frem til gruppe fem. Sundhedsvæsenet kan gennemføre et diagnosetræk og vaccinere de kronisk syge, som Sundhedsstyrelsen har defineret som værende i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Det vil ifølge foreningen løse det administrative bøvl, der har været med at visitere sårbare patienter til vaccination.

Publiceret 17.03.2021