Ny film viser livet med gigt

I dag er den internationale gigtdag, og på denne dag lancerer Gigtforeningen en lille ny film, som for første gang sætter billeder på et liv med gigt.

I dag er den internationale gigtdag, og på denne dag lancerer Gigtforeningen en lille ny film, som for første gang sætter billeder på et liv med gigt. Filmen, der på få timer er set 20.000 gange, skal hjælpe pårørende til at forstå – og gøre det lettere for smerteplagede gigtpatienter at forklare – hvordan de smerter, som ingen kan se, opleves...

Hver femte voksne dansker har kroniske smerter, og den hyppigste årsag er gigt. Nogle har vedvarende smerter i en begrænset periode – for andre kan smerterne have en ukendt udløbsdato og være en invaliderende følgesvend i hverdagen.

En undersøgelse*) fra Gigtforeningen blandt mennesker med gigt viser, at 65 procent skjuler deres smerter. 61 procent kæmper med manglende forståelse fra omgivelserne, og mere end hver tredje fravælger sociale arrangementer, når de har smerter. 

”Det kan være ensomt at leve med de kroniske smerter, som følger med en gigtsygdom. For smerterne er jo usynlige. Og de kan blive tabu, hvis man er bange for, at ens omgivelser ikke forstår,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen og tilføjer:

”For nogle er det en hjælp at fortælle åbent om de begrænsninger og behov, gigten fører med sig. Andre oplever, at det at tale om sin sygdom kan medføre, at den træder for meget i forgrunden, så man i for høj grad bliver identificeret med den. Det er et vanskeligt dilemma, som vi med vores lille film håber at kunne løse op for, så det bliver lettere at forklare – og lettere at forstå – hvad det vil sige at leve med gigt.”

I filmen følger vi en lille piges blik på sin far. Hun har fornemmet og forstået, at han har ondt: At hans første skridt, når han træder ud af sengen om morgenen, føles som at gå på glasskår. At affaldsposen, som han skal smide i containeren, føles tung som en kampesten – og at et venligt håndtryk for ham er som at gribe om en kaktus.

Filmen er produceret af Green Copenhagen og kan ses på hjemmesiden www.gigtforeningen.dk og Facebook-siden www.facebook.com/gigtforeningen

Fakta om smerter

    • Omkring hver femte voksne dansker har kroniske smerter
    • Hos 2/3 skyldes de kroniske smerter sygdomme i led, ryg eller muskler
    • Det svarer til, at over 400.000 danskere har gigt og kroniske smerter


Kilde: Nøgletal for gigtsygdomme, Gigtforeningen 2017

*) Det fortalte undersøgelsen


61 % mener, at mennesker med gigt døjer med manglende forståelse fra andre mennesker.
65 % skjuler deres smerter for omverdenen.
52 % fortæller ikke, at de har smerter, fordi andre har svært ved at forstå det.
38 % fravælger sociale arrangementer, hvis de har smerter.
60 % døjer med begrænset bevægelighed i dagligdagen pga. smerter eller ødelagte led.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov i perioden 11.-13. september 2015. Der er i alt gennemført 506 interviews med danskere, der har gigt og er diagnosticeret af en læge.

Download billeder fra filmen:

Billede 1: Går på glasskår

Billede 2: Håndtryk - kaktus

Billede 3: Far og datter

Publiceret 12.10.2017