Borgermøder: Har du også ondt?

Borgermøder om smerter og arbejde i Roskilde og Kolding

Mange går dagligt på job med smerter i ryg, led og muskler. På et borgermøde i Roskilde torsdag den 12. oktober og i Kolding mandag den 23. oktober sætter Gigtforeningen fokus på at leve et godt liv med kroniske smerter. Her vil landets førende eksperter fortælle om den nyeste viden og give gode råd om smerter og arbejdsliv.

Hver 5. voksen lever med kroniske smerter. Er du en af dem? Så ved du også, at smerter er en stor belastning og påvirker alle dele af livet. Blandt andet kan det være svært at passe et arbejde. Gigtforeningen inviterer til 2 borgermøder – i Roskilde den 12. oktober og i Kolding den 23.oktober, hvor tre af landets førende eksperter fortæller om den nyeste viden inden for forskning, behandling af smerter og giver gode råd til at få et godt arbejdsliv trods smerter.

"En stor del af muskel- og ledsmerterne er arbejdsrelateret. Det påvirker ikke kun ens arbejdsevne, men øger også risikoen for, at man ikke kan fortsætte sin karriere og måske mister sit job”, fortæller professor og forskningsleder Karen Søgaard fra Syddansk Universitet. På borgermødet fortæller Karen Søgaard om sammenhængen mellem arbejde og smerter i led, ryg og muskler samt giver gode råd til, hvordan man forebygger og behandler smerterne.

Behov for en national handlingsplan

Den hyppigste årsag til kroniske smerter er problemer i led, ryg og muskler. En undersøgelse fra Gigtforeningens brugerpanel viser, at syv ud af ti dagligt går på arbejde trods smerter. Undersøgelsens resultater viser også, at tre ud af fire med smerter tager smertestillende medicin for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor ønsker Gigtforeningen en national handlingsplan mod smerter:

"Smerter er et stort overset problem i vores samfund. Vi skal have øget fokus på, hvordan de mange med kroniske smerter kan få en bedre tværfaglig behandling og dermed få et bedre liv. Der er behov for en tidligere, forebyggende indsats, men der er også meget andet vi kan gøre, som vil være en gevinst for både den enkelte og samfundet," siger direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind.

Borgermøderne finder sted

  • Torsdag den 12. oktober på Roskilde Katedralskole, Holbækvej 59, 4000 Roskilde, fra klokken 17:00 til 19:15.
  • Mandag den 23. oktober i Bramdrupdam Sports- & Mødecenter, Bramdrupskovvej 110, 6000 Kolding, fra klokken 17:00 til 19:15.

Tilmelding

Torsdag den 12. oktober på Roskilde Katedralskole

Mandag den 23. oktober i Bramdrupdam Sports- & Mødecenter

Pris: 50 kroner. Dørene åbner klokken 16:30. Alle er velkomne.

For yderligere oplysninger

Kommunikationschef Anne Reinholdt, tlf.: 27157067 eller e-mail are@gigtforeningen.dk

Fakta om smerter

  • Hver 5. voksen lever med smerter, den hyppigste årsag er problemer i led, ryg og muskler.
  • 3 ud af 4 med en gigtsygdom har ifølge en ny undersøgelse i Gigtforeningens brugerpanel dagligt smerter
  • 3 ud af 4 med konstateret gigt og smerter tager smertestillende medicin
  • 7 ud af 10 med konstateret gigt og smerter går på arbejde trods smerter
  • Hver 5. voksen med konstateret gigt føler sig isoleret på grund af smerter

Kilde: Gigtforeningen

Program for borgermødet om smerter og arbejde i Kolding

Kl. 17:00 - Velkomst v. direktør Mette Bryde Lind, Gigtforeningen

Kan smerter i muskler og led skyldes arbejde – hvad siger forskningen? v. professor og forskningsleder Karen Søgaard, Syddansk Universitet

Pauseboogie

Smerter i ryg og muskler – er medicin løsningen? v. overlæge, reumatolog Ole Kudsk Jensen, RegionsRygcenteret Silkeborg

Kort pause

Hvordan kan træning, smertemestering og rehabilitering hjælpe dig? v. fysio- og ergoterapeut Line Kirk Amdisen, Sano Aarhus

Hvor er der behov for politiske tiltag for at forbedre behandlingen? v. direktør Mette Bryde Lind, Gigtforeningen

Spørgsmål til oplægsholderne og afrunding af dagen

Publiceret 09.10.2017