Gigtforeningen bliver nu også for kæledyr

Aprilsnar!

Gigtforeningen skal nu ikke kun arbejde for at forbedre vilkårene for mennesker med gigt. I fremtiden vil den sygdomsbekæmpende organisation også arbejde for bedre vilkår for dyr med gigt.

"De seneste år har befolkningens kærlighed til deres firbenede venner fået større betydning, og vi oplever, at mange efterspørger, om Gigtforeningen ikke også vil sikre bedre hjælp og støtte, når for eksempel hunden eller katten får gigt," siger Mette Bryde Lind, der er direktør i Gigtforeningen.

På internationalt plan er der flere forskningsprojekter, der omhandler dyr og gigt. De viser, at hver femte hund over et år og hver anden hund over seks år har tegn på gigt i et eller flere led.

Hos Gigtforeningens rådgivning er faglige medarbejdere gået i gang med videreuddannelse, så de fremover også kan vejlede medlemmerne om aktuelle spørgsmål om dyr med gigt.

"Vi er meget glade for, at vi nu kan tilbyde rådgivning til medlemmer, hvis kæledyr har gigt. Ligesom vores rådgivere er førende i at vejlede mennesker med gigt om kost, træning og sociale problematikker, vil vi også være førende i at give gode råd om træning og behandling af dyr med gigt," siger Mette Bryde Lind.

Gigtforeningen har derfor også sat sig for at anvende den nyeste forskning til at understøtte rådgivningens faglige vejledning og vil fremover udvide sin forskningsstøtte.

"Det er vores plan, at der i fremtiden skal uddeles forskningsstøtte til dette område, ligesom vi overvejer et specielt medlemskab til kæledyr. Vi drøfter netop nu, hvad et sådant medlemskab skal koste," siger Mette Bryde Lind.

For yderligere oplysninger

Anne Reinholdt, kommunikationschef, tlf. 27 15 70 67

Fakta om dyr og gigt

  • 20 procent af alle hunde over et år og 50 procent af hunde over seks år har tegn på gigt.
  • Vægttab og motion er godt for dyr med gigt.
  • Brug specialfoder (såkaldt leddiæt).
  • Smertestillende medicin og kosttilskud er også en mulighed. Tal med din dyrlæge.
Publiceret 01.04.2017