Brug for national handlingsplan mod smerter

Debatindlæg af Mette Bryde Lind, direktør Gigtforeningen

For mange tusinde danskere er smerter en ubehagelig del af deres hverdag.

Tallet er til at føle på:

Hver femte voksne har smerter i 6 måneder eller mere.

Den hyppigste årsag til det er gigt, og vi ved, at flere danskere i fremtiden vil opleve smerter.

Derfor ønsker vi i Gigtforeningen en national handlingsplan mod smerter.

Vi sætter fokus på problemet på en række borgermøder i Aarhus, Odense og København i forbindelse med, at det i år er internationalt ledsmerteår.

Smerter har ofte store konsekvenser for den enkelte i form af ringere livskvalitet. 700.000 danskere har gigt og med det følger i varierende grad smerter.

Men problemet rækker videre:

Smerter er ofte et tabubelagt emne. Noget som den enkelte slås med i det skjulte, og hvor det kan være svært få den fornødne hjælp og forståelse. For nogle kan det i værste fald udløse depression og arbejdsløshed.

Men også for samfundet har smerter store følger: de koster samfundet dyrt i tabt produktivitet, udgifter til sygefravær og behandling.

Smerter i lænderyggen koster for eksempel 4,8 milliarder kroner om året, fordi færre kan arbejde og hertil kommer udgifter til behandling.

Der er med andre ord brug for politisk handling.

Det er derfor, at Gigtforeningen ønsker en national handlingsplan mod smerter.

En handlingsplan, der skal sætte ind på en række områder som for eksempel forløbsprogrammer for smertepatienter, en tidligere indsats mod smerter, fokus på motion og bedre uddannelse af sundhedspersonalet.

På den måde kan vi række de tusindvis af danskere, der døjer med smerter, en hjælpende hånd.

Det er til glæde for dem – og det er godt for samfundets økonomi.

Publiceret 25.10.2016