Bonusordning skal tage hensyn til kroniske patienter

"Det er godt, at regionerne nu vil sætte fokus på kvaliteten i behandlingen i det danske sundhedsvæsen. Det er dog helt afgørende, at også patientens oplevelse af kvalitet tæller. Det nytter for eksempel ikke, at operationen er hurtigt gennemført, hvis patienten oplever, at problemet ikke er løst."

Det siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, i en kommentar til en artikel i Berlingske i dag. Ifølge artiklen vil flere regioner indføre en bonusordning på sygehusene: Jo flere patienter, der bliver raske og smertefrie, des større økonomisk belønning får de enkelte afdelinger.

Mette Bryde Lind understreger, at de nye tilfredsheds-mål skal tage et rimeligt hensyn til de afdelinger, der behandler patienter, der lider af en kronisk sygdom:

"Vi skal også have fokus på den kvalitet i behandlingen, som kroniske patienter, f.eks. mennesker med gigt, oplever, selvom der ikke er tale om afsluttede forløb," siger hun og fortsætter:

"Kronisk syge gigtpatienter har også krav på kvalitet i behandlingen, og de reumatologiske afdelinger skal ikke straffes økonomisk, fordi succesen af patienternes forløb ikke er målbart efter samme parametre som et brækket ben.

Kvalitet handler ikke kun om hurtig raskmelding. Har du en kronisk gigtsygdom, så er du i livslang kontakt med sundhedsvæsenet, du bliver ikke rask af din behandling, og smerter og bivirkninger kan i perioder være voldsomme. Det skal man tage højde for i kvalitetsmålingerne, så de afdelinger, der behandler kroniske patienter, også kan blive belønnet for god behandling."

Kontakt os for flere oplysninger eller kommentarer

Publiceret 26.01.2016