Behandlingsgaranti er mere end en operationsgaranti

"For udviklingen af en række sygdomme, ikke mindst gigtsygdomme, er det helt afgørende med den rette behandling i tide, men forud går naturligvis, at diagnosen er stillet korrekt. Behandlingsgarantien skal derfor gå hånd i hånd med udredningsretten. Hver for sig giver de ikke mening, tilsammen udgør de væsentlige fremskridt for patienterne. Derfor er det meget positive ændringer i sundhedsloven, der nu bliver lagt op til, og det er godt, at der tegner sig et politisk flertal for dem."

Det fastslår Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, i en kommentar til lovforslaget L 143, der i dag skal førstebehandles i Folketinget. Formålet med lovforslaget er at give alle patienter ret til udredning inden for 30 dage og at genindføre behandlingsgarantien på 30 dage. Hvis regionerne ikke kan løfte opgaven, vil patienten få mulighed for at blive udredt (helt eller delvist) og behandlet på et privathospital eller privatklinik.

Mette Bryde Lind understreger, at behandlingsgarantien ikke skal opfattes som en operationsgaranti.

"At man har garanti for behandling, betyder ikke, at man er garanteret en operation. Der kan lige så vel være tale om fysioterapi eller anden form for ikke-operativ behandling. Vi ved, at for en række sygdomme, f.eks. artrose (slidgigt) og ved rygsmerter, kan det give bedre resultater at træne i stedet for at operere. I de tilfælde vil behandlingsgarantien ikke presse kapaciteten på operationstuerne, og der vil heller ikke være risiko for overbehandling," siger Mette Bryde Lind, og fortsætter:

"Den bedste behandlingsgaranti, man kan give en patient, er rette behandling i rette tid. Det er patientens tilstand og den lægefaglige vurdering, der er afgørende for, hvor hurtigt behandlingen skal finde sted."

Kontakt os for flere oplysninger eller kommentarer

Publiceret 15.03.2016