”Jeg siger bare, at det går fint”

For mange unge er det at droppe ud af studiet et tabu i sig selv. Men når frafaldet skyldes en sygdom, som omverdenen ikke kan se – og måske endda tvivler på – bliver tabuet tungere.

Foto: Linda Johansen

Chrystina har lært at smile, når spørgsmålet kommer.

”Hvordan går det så med studiet?”

Hun når knap at tænke, før svaret rutineret glider ud.

”Det går fint.”

Sætningen er et skjold. En slags veltrænet panser, hun har pudset af så mange gange, at tonefaldet efterhånden føles mere ægte end sandheden bag det.

For intet går fint.

Der er ikke længere noget studie. De hf-enkeltfag, hun var startet på som en portal til drømmen om at kunne læse samfundsfag og psykologi, gled stille men sikkert ud af hendes hænder for nogle måneder siden.

Jeg har ikke sagt det til særlig mange, fordi jeg synes, det er et tabu. Men også fordi det er en sorg og skuffelse for mig selv, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil. Der er en forventning om, at man skal have en uddannelse og være i gang med noget, når man er ung. Også selvom man er syg.

Det er ikke første gang, sygdommen har skubbet hende ud af et uddannelsesforløb. Faktisk har hendes ungdom været præget af gentagne forsøg på at passe ind i et uddannelsessystem, der ikke er indrettet til unge med kroniske sygdomme.

Det skjulte frafald

Chrystina er 32 år gammel. På papiret voksen, men stadig fanget af de forventninger, som klæber til unge i Danmark: Du skal være i gang, være på vej, være ”på rette spor”. I årevis har hendes ryg været en modstander, ingen andre kunne se. Hun lider af Morbus Bechterew, der også er kendt som rygsøjlegigt. En kronisk autoimmun gigtsygdom, der giver stivhed og smerter i ryggen.

Jeg havde så ondt i perioder, at jeg ikke engang turde trække vejret. Jeg manglede overskud og var ofte ked af det, så det var svært at være i relationen med de andre på studiet og helt generelt.

Hendes medstuderende kom altid bevæbnet med visionboards, store karrieredrømme og livet liggende som et åbent landskab foran dem. De bekymrede sig mest om kærester, fester og eksamener, mens Chrystinas hoved var fuld af tanker om hospitalsundersøgelser, fravær og en fremtid, der syntes mere og mere usikker, som tiden gik.

Jeg isolerede mig, fordi jeg ikke kunne identificere mig med andre unge. Det var svært at se andre på min alder kunne alt muligt, og jeg kunne ingenting. Det var både ensomt og en kæmpe sorg, at jeg ikke kunne alt det, jeg gerne ville.

Tror du på, at jeg er syg?

Undervejs i hendes i forvejen udfordrende ungdoms- og studieliv kæmpede Chrystina med omverdenens mistro. I flere år gik hun fra læge til læge, uden at nogen tog hendes smerter alvorligt. I stedet blev hun skudt i skoene, at hendes smerter måtte være psykisk betingede. Mistilliden fra systemet smittede af på omgivelserne: venner, familiemedlemmer – også nogen, hun ellers stolede på – begyndte at tvivle. Men mest indgribende var den tvivl, hun fik til sig selv.

”Jeg begyndte at tro på, at jeg nok var psykisk syg. Det var vildt ensomt at stå i dengang. Jeg følte mig på den ene side sat i bås som hende den syge, og på den anden side ville folk ikke tro på, at jeg var syg, fordi jeg ikke så syg ud. Det var meget svært at finde min plads i det.”

Da diagnosen endelig kom, fem år efter hun gik til lægen første gang, blev Chrystina lettet. Endelig fik hun bekræftet, at hun ikke havde bildt sig noget ind. Men konsekvenserne af hendes forløb havde sat sine tydelige spor, og hun gik ned med en depression.

Drømme der ændrer form

I dag er Chrystina på vej op igen. Hun er i ressourceforløb gennem kommunen, og selvom det har taget tid at acceptere, ved hun nu, at hendes liv kommer til at se anderledes ud, end hun havde planlagt. Nogle drømme er hun nødt til at give slip på, mens andre kan justeres.

”Jeg bliver nok ikke mor, for jeg tror ikke, min ryg kan holde til en graviditet. Den er lidt hård at sluge, men min kæreste har et barn og mine veninder har børn, så jeg prøver at glæde mig over, at jeg kan være en masse for dem.”

For Chrystina har det hele tiden vigtigt at undersøge, hvad hun selv kunne gøre, for at få det bedre. Tidligere på året havde hun et ophold på Gigtforeningens rehabiliteringscenter Sano. Hun lærte, hvordan fysisk aktivitet kan skabe livskvalitet og fik en masse værktøjer, der gør, at hun i dag ser lysere på fremtiden end før.

”Jeg ved, jeg ikke kan have et arbejde, hvor jeg står op hele dagen. Men jeg drømmer om at tage en markedsføringsøkonom-uddannelse og bruge den og min egen erfaring til at hjælpe andre unge med gigt, der står i en lignende situation som den, jeg selv har stået i.”

Lidt længere ude i horisonten ligger Caminoen forhåbentlig og venter på hende. Og så håber hun snart at kunne sige det, hun godt selv ved højt: at det ikke gik fint, men at det nok skal gå alligevel. At hun droppede ud, men at det ikke var en fiasko – bare en omvej.

At sandheden ikke er skamfuld. Bare sand.