Kontakt vores sygeplejerske
Har du spørgsmål om smerter eller træthed?
Leddegigt er en af de mest almindelige inflammatoriske gigtsygdomme og rammer især kvinder. Da Winni Marquardt, 71, var i begyndelsen af 30’erne, fik hun konstateret leddegigt, og selvom hun kendte sygdommen fra både sin mor og mormor, tog det hende mange år at erkende, at hun havde fået en kronisk sygdom.
Winni har fået nyt knæ, hendes højre skulder er opereret fem gange og den venstre tre gange. Hun har været indlagt til genoptræning på Gigthospitalet i Sønderjylland. Hun er en blandt de omkring 48.000 mennesker i Danmark, der har leddegigt.
Winni var i starten af 30’erne og havde tre børn på ti, syv og fire år, da hun fik leddegigt. Hun var hjemmegående husmor og gik fra at ordne alt det huslige til ikke at kunne bruge sine hænder – hverken skære med en kniv eller løfte sit yngste barn.
"Jeg ville ikke anerkende sygdommen og skulle nok vise, at jeg stadig kunne male, tapetsere og passe haven, så jeg kravlede på knæene derude og tænkte, at næste gang går det nok ikke så galt. Det var en svær overgang. Selvom jeg havde virkelig mange smerter, syntes jeg, at det liv hørte gamle folk til – og ikke sådan en ung kvinde som mig. Jeg ville jo bare have en hverdag som andre," fortæller Winni.
Winni skønner selv, at det tog hende adskillige år at acceptere, at hun havde fået en kronisk sygdom. Og i den proces var hendes mand, Otto, en uvurderlig hjælp og støtte.
"Min største bekymring var, om jeg ville slå til som hustru og mor – eller om jeg ville blive en belastning for familien. Heldigvis sagde min mand fra starten, at det var nu den skæbne, der var tildelt os – og at vi nok skulle få et godt liv. Det hjalp mig til efterhånden at anerkende min nye livssituation. Det føltes jo uretfærdigt og har ofte været svært, men jeg tror, at det hjælper meget, hvis du møder forståelse derhjemme," siger hun.
For Winni blev det nemmere, da hun fandt en rytme, der fik familiens hverdag til at fungere. Herudover valgte hun også at se stort på de begrænsninger, der naturligt følger med en gigtsygdom.
"Når først det praktiske er på plads, er der næsten ikke noget, du ikke klare – rejse og tage på ferie. Men du skal prøve grænserne af, for det nytter ikke at sige, at du ikke kan. Så må du prøve på en anden måde. På grund af de mange operationer i mine skuldre, kan jeg f.eks. ikke løfte mine arme og er nødt til at drikke af et sugerør, som om jeg var et barn, ligesom min mand også skærer min mad ud. Men nu har lægerne hjulpet så godt, de kan, og sat nye dele i mig – så må jeg da også selv gøre noget. Og hvis andre kigger, er det deres problem," slår hun fast.
Winni har været hjemmegående, fra hun og Otto blev gift, så familien var hendes arbejde og hjemmet hendes arbejdsplads. Når Winni i dag ser tilbage på sit liv, har hun fået opfyldt de drømme, hun havde, da hun som ung blev gift og fik børn.
"Jeg drømte om, at jeg altid ville være i stand til at være der for min mand og mine børn. Jeg drømte om at opdrage mine børn til at være selvstændige mennesker – og vise dem, at man kan mange ting i livet, selvom man ikke kan springe rundt. Vi har lært dem åbenhed, og at livet ikke altid er lyserødt. Så mit mål har været at give mine børn et godt liv – og i dag siger jeg med hjertet: Hvor har vi dog et godt liv. Derfor bliver jeg også ekstra glad, når børnene siger, at de aldrig har manglet noget. For dem har jeg jo bare været mor," afslutter Winni.
