Kontakt vores sygeplejerske
Har du spørgsmål om smerter eller træthed?
Psoriasisgigt er en inflammatorisk, autoimmun gigtsygdom, der giver betændelse i led og nogle gange i rygsøjlen. Fridykkeren Stig Pryds fortæller her om at leve med sygdommen, der i flere år invaliderede hans liv. Nu er han en af verdens bedste fridykkere.
I flere år invaliderede psoriasisgigt Stig Pryds i en sådan grad, at han mistede sit succesrige firma, måtte holde op med at arbejde, blev skilt og kun kunne magte at ligge på sofaen og se tv.
Fire år, mange smerter og meget virkningsløs medicin senere: Stig trækker vejret dybt. Holder det. Og lader sig langsomt omslutte af det varme vand. Roligt bevæger han sig nedad, nedad – til han når bunden på 100 meter. Herefter går det langsomt op igen, til hans hoved bryder igennem vandoverfladen. Stadig uden at trække vejret, for Stig er nemlig én af verdens bedste fridykkere.
"Efter et kort sygdomsforløb fik jeg diagnosen psoriasisgigt. Min faster har psoriasisgigt i svær grad, og jeg blev virkelig bange. Og hurtigt endte jeg også som hende med et hus fyldt med hjælpemidler – og medicin, der kun virkede kortvarigt. Jeg var ved at blive vanvittig af aldrig at vide, hvordan næste dag ville blive, så jeg blev bange for at gå i seng. Den onde cirkel blev værre og værre," fortæller Stig.
På Sano i Skælskør oplevede Stig, hvor fantastisk det var at lave øvelser i varmtvandsbassinet, og da han kom hjem, købte han en våddragt og drog hen i den lokale svømmehal.
"Jeg oplevede et enormt velbehag ved at være under vandet og begyndte at dykke fra den ene ende af bassinet til den anden. Derefter dykkede jeg ned på bunden og holdt vejret. Når jeg kom hjem til mine piger, kunne jeg fortælle, at nu havde jeg holdt vejret i to minutter. Det betød meget for mig, at jeg endelig kunne noget," siger Stig.
Af en yogalærer lærte Stig en vejrtrækningsøvelse, som han trænede i badekarret i kælderen. Og uden at vide det, lærte han sig selv at meditere – noget, der senere skulle vise sig at være nøglen til hans succes som fridykker. Men først skulle han af med medicinen.
"I mellemtiden havde jeg fået en kæreste. Og med hendes opbakning droppede jeg al medicin samtidig med, at jeg begyndte at spise mere grønt. Det var hårdt, men bagefter fik jeg et helt andet energiniveau og færre smerter. Jeg lagde stokken og begyndte at gå almindeligt. Fridykningen havde jeg ikke rigtig kunnet slippe, så selvom jeg kun havde trænet et par gange, tog jeg med til danmarksmesterskaberne," fortæller han.
Stig bliver nummer fem ud af 42 deltagere – og han er solgt. Siden er det kun gået fremad – eller rettere sagt: nedad. I dag er Stig én af verdens bedste fridykkere og en af de få, der kan holde vejret i syv minutter og dykke 100 meter – uden anden luft end den, han har i lungerne. Men dykningen har et andet formål end ren velvære.
”Min sygdom går op og ned afhængigt af, hvor længe siden det er, jeg har dykket. Jeg har det allerbedst i varmen, og når jeg har dykket ned til 65–70 m i mere end en uge, forsvinder smerterne i nakke, knæ og hænder fuldstændigt. Efter et par måneder kommer de igen. Men jeg har stadig psoriasis – især på fødderne,” forklarer Stig.
I dag holder Stig foredrag om at dykke og om syre-base-kost, og han lærer andre med gigt værdien af åndedrætsøvelser og yoga.
”Jeg ved godt, at ikke alle kan dykke som jeg. Men alle kan spise meget grønt og masser af kål, trække vejret og gå til yoga,” siger han.
For Stig har det været en kæmpe sejr at blive medicinfri og at finde en ny identitet som fridykker. Men selvom medaljerne er et synligt bevis på hans kunnen, er det ikke dem, der betyder mest for ham.
"Det vigtigste er, at jeg igen kan være et forbillede for mine piger på ti og 13 år, og at jeg kan vise dem, at man kan nogle ting, hvis man gerne vil. Min rejse har været som at vinde i lotto, og jeg ville ikke have været min sygdom foruden. Jeg har lært, at livet handler om nærvær med familie og venner. Det er livskvalitet på et meget højt plan for mig," afslutter Stig Pryds.