Andreas Laudrup har lært at leve med sin gigtsygdom

Den kroniske gigtsygdom sætter ofte en stopper for det, Andreas Laudrup helst vil – som at spille fodbold eller kramme sine børn. Alligevel har han fundet en vej til at acceptere sygdommen og skabe et liv, hvor den ikke styrer ham.

Foto: Joachim Rode. Tekst: David Jacobsen Turner.

Denne artikel er fra vores medlemsmagasin, LedSager. Bliv medlem og modtag det næste magasin med flere inspirerende artikler om gigt.

Andreas Laudrup elsker løvspring – den første del af foråret, hvor bladene vender tilbage på træerne, og alting bliver lysegrønt igen. "Jeg har glædet mig voldsomt til, at det blev mindre brunt og mere grønt," siger den 34-årige sportskommentator og peger ud på den spirende hæk og det store birketræ i sin baghave, da LedSager besøger ham i maj. 

Sådan har de fleste vinterdeprimerede danskere det formentlig, men i hans tilfælde er der mere på spil: Vinter betyder nemlig sygdom og pauser fra meget af det, han holder af. "Jeg er træner for min ældste søns fodboldhold, men i vinter måtte jeg holde pause. Jeg kan ikke stå halvanden time på en kunststofbane, for jeg risikerer at skulle ligge ned en hel uge bagefter. Men nu vender det hele tilbage. Jeg kan gå udenfor uden frygt for at blive syg, hvis det regner," siger Andreas Laudrup, der har leddegigt, og som nemt bliver syg, fordi hans gigtmedicin svækker hans immunforsvar.

Indlagt igen og igen

Han virker veloplagt, mens han skænker kaffe i sit lyse spisekøkken og lukker O’Malley, en kåd King Charles Cavalier på et år, ud på terrassen. Men hvis vi havde besøgt ham i vinter, da haven stadig var våd og grå, havde alt set anderledes ud. I januar var han indlagt i fire dage. Først på akut, så i isolation og siden på hjerne-nerve-afdelingen. Som gigtpatient ved han, at hans infektionstal, det såkaldte CRP-tal, ikke må komme over 10. Da han blev tjekket på Herlev, lå det på 298. Han havde både RSvirus, streptokokker og haemophilus på samme tid, og det gjorde ondt overalt. Men det værste var børnenes bekymring.

"Én ting er, at man selv kan have ondt, men der er også de andres følelser at tænke på. Min kone, Pauline, min mor og i det her tilfælde børnene. Det er hårdt at acceptere, at jeg kan påføre dem så meget smerte på grund af mit helbred." Efter indlæggelsen fulgte yderligere et par tilfælde af streptokokker, en halsbetændelse, en lungebetændelse og en bihulebetændelse. Men i maj er livet vendt tilbage både til haven og ham. I eftermiddag skal han til plantedag i sin yngste søns vuggestue, og han glæder sig.

Børn er bakteriebomber

Der er ingen tvivl om, hvor hans prioriteringer ligger: Børnene kommer først. Det kan mange af os postulere, men i hans tilfælde har det en pris. Hans biologiske gigtmedicin dæmper immunforsvaret, hvilket gør ham ekstra modtagelig for infektioner og følgesygdomme. Så hver gang, Maximilian, Flora eller Sebastian bliver syge, kan han regne med selv at blive sendt til tælling ugen efter. Det sidste halve år er det sket en gang om måneden. Han skænker mere kaffe og ser ud på den lysegrønne bøg i den milde majhave, hvor O’Malley skraber på døren og vil ind igen. "Børnene har nået en alder nu, hvor de forstår mere og kan mærke vores usikkerhed og frygt. Så de spørger jo ind til sygdommen. Hvor syg er far, kan han dø af det? Så vi gør meget ud af at sige, at bare fordi Sebastian har været forkølet, så er det jo ikke hans skyld, hvis jeg bliver syg efterfølgende."

Han vil gerne skærme sine børn fra bekymringer og frygt, men hvad stiller man op, når det er ens egen sygdom, der gør dem bange? Samtidig kan han ikke løbe fra fakta: Når man har tre små børn, og et af dem går i vuggestue, bliver man uundgåeligt eksponeret for smitte. "Det er svært at håndtere," siger Andreas Laudrup og lukker hunden ind igen. "En læge sagde til mig, at jeg skulle prøve at undgå at kramme børnene, når de er syge, og eventuelt gå med mundbind herhjemme." Han ryster på hovedet og slår ud med armene. "Rådet er selvfølgelig velment, men det er jo vanvittig svært at efterleve. Hvis børnene er syge, så vil jeg jo holde om dem og give dem omsorg og kærlighed. Men inderst inde ved jeg godt, at jeg dermed eksponerer mig selv for sygdom. Så det sidste halvandet år har været den mest udfordrende periode i mit liv. For nu er det hverdagen, det går ud over."

Farvel til fodbold

Han har ellers oplevet sin dosis modgang på grund af sin sygdom. Som drenge- og ungdomsspiller var han et lysende talent på fodboldbanen, og han nåede målet om en professionel fodboldkarriere i FC Nordsjælland og AGF med en udlejning til St. Etienne i den franske Ligue 1. Men han var forfulgt af skader. Brændende hofter. Hævede ankler. Smerter i knæ og baller. Dengang slog klublægerne det hen. De regnede med, at der var tale om slag eller forvridninger. Klassiske fodboldskader. Så de gav ham piller og indsprøjtninger med binyrebarkhormon og sendte ham til styrketræning.

Til sidst faldt 10-øren, og da han fik en ny læge i AGF, spurgte Andreas Laudrup ham direkte: "Hvis jeg var din søn, hvad ville du så råde mig til?" "At stoppe," svarede han. "Der kommer også en dag efter fodbold, hvor du gerne vil kunne spille bold i haven med dine børn." Han var 24 år gammel og nybagt fodboldpensionist. Efter fodboldkarrieren indledte han et nyt kapitel i sit liv, da han begyndte at studere handel og økonomi på Niels Brock. Han var gået fra methotrexat og binyrebarkhormon til biologisk medicin, der virkede godt på ham. "Jeg fik en hverdag og noget at stå op til, som jeg var god til. Samtidig havde jeg disciplinen med mig fra fodbolden. Jeg sad klar hver dag til tiden med min notesbog og min computer, mens nogle af mine studiekammerater tog det mere afslappet," husker han med et smil.

Men igen var det to skridt frem og et tilbage, for livet med en kronisk sygdom er en evig balancegang. Medicinen skulle justeres, han skulle skifte præparater, og nogle gange måtte han misse undervisningen for at tage på hospitalet. Da han fik en drøm af et studiejob, knækkede filmen. Han havde kørt sig selv for hårdt, og hans led begyndte at hæve op igen. "Det er første gang, jeg virkelig har følt mig syg. I fodboldlivet var det en skade – man kan ikke spille, fordi man har ondt i knæet. Men da jeg mærkede gigten på studiet, gik det op for mig, at denne sygdom kommer til at følge mig resten af livet. Det var et stort nederlag for mig."

Hygiejne er en hobby

Villaen er usædvanligt ren, der står vådservietter fremme på bordet, og med et glimt i øjet medgiver Andreas Laudrup, at hygiejne næsten er blevet en hobby for hans familie. Børnene får vasket hænder, når de kommer ind ad døren. Han har altid håndsprit på sig og i bilen. En lille ring på hans finger måler hans søvn og giver ham data om helbred og stressniveau. Han tænker også meget over sin kost og spiser mest fisk og grønsager. "Man må tage de forholdsregler man kan, og skrue på de knapper, der findes," siger han. 

O’Malley vil ud igen nu. Andreas Laudrup rejser sig og lukker den endnu en gang ud på terrassen, hvor pizzaovn og havespil står klar til de lyse aftener. Selv, hvis man ikke kendte hans efternavn, ville han virke bekendt. Det er ikke kun udseendet, der minder om hans berømte fars, der er også noget med de velformulerede sætninger og den afmålte venlighed. Han bliver ikke engang irriteret, når man nævner det.

"Jeg har aldrig kendt til et liv uden pres. Siden jeg blev født, har der været en ekstra bevågenhed omkring min families liv og dermed også mit – som 3-4-årig stod jeg og blev interviewet af japansk tv. Men det største pres er altid kommet fra mig selv. Det har handlet om mine egne drømme og ambitioner, ikke mit efternavn, og heldigvis har fodbold altid været lystfuldt for mig. Selv, da jeg kom op på førsteholdet i Nordsjælland, var det en leg." 

På reolen i den tilstødende tv-stue står bogen "Laudrup – et fodbolddynasti" fremme og fortæller historien om slægten med støvlerne: Hans farfar Finns 12 år lange landsholdskarriere i 60’erne og 70’erne. Hans far, Michael, der betog hele fodboldeuropa med sit guddommelige midtbanespil. Og hans farbror, Brian, der løftede EM-trofæet i 1992.

En sky af smerter

Men det er en anden del af bogreolen, der optager ham mest i denne tid: Bøgerne om antikkens filosofi, især den græske skole af tænkere, der kaldes stoikerne. De er særligt kendt for deres hovedbudskab: At man skal fokusere på det, man kan kontrollere, og give slip på det, man ikke kan ændre. "Jeg kan ikke gøre noget ved min sygdom, den er der, og den vil altid være der. Men jeg kan fokusere på, hvordan jeg kan have det godt på trods af sygdommen. Det er fascinerende. Nu har jeg arbejdet med musklerne i så mange år, så det er meget tilfredsstillende at få lov at arbejde med sin hjerne." 

Men det er ikke altid let. For den stoiske læsning har også ført til nogle svære aha-oplevelser om fortiden. "Jeg viste ikke min sorg, da jeg var syg og spillede fodbold. Jeg tog en maske på, for fodbold var stadig en machoverden dengang, hvor det ikke var velanset at være svag. Når jeg så kom hjem, var jeg fuldstændig tømt for kræfter og lå bare på sofaen. Jeg var den sorteste sky, der fandtes, og det var jo også et pres for Pauline. Jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at udtrykke mine følelser. Men man skal jo også lære nyt, når man bliver ældre." Både O’Malley og han selv glæder sig vist til at komme ud i det grønne nu. Årstiderne skifter altid, også for gigtpatienter, og på et tidspunkt vender efteråret og fugten tilbage. Men lige nu skal der plantes nyt i vuggestuen.