Erik er frivillig naturtræner

Når 69-årige Erik Kragh forlader Frederiksberg Have efter en god times træning med sit hold af mennesker med gigt, er han ofte “helt høj”. På naturen. På den fornyede energi, som træningen i det fri giver kroppen. Og allervigtigst på fællesskabet, som han fremhæver som en kæmpe glæde og motivation i det frivillige arbejde. “Jeg lærer noget hver eneste gang, vi træner. Vi er omkring 20 på holdet, og alle har forskellige udgangspunkter, styrker og svagheder, som bliver delt undervejs. Det giver mig en stor tilfredsstillelse og glæde, at jeg kan være med til at fremme de stærke bånd blandt mennesker, som samtidig kan lære af hinanden,” siger han. Eriks vej ind i det frivillige arbejde i Gigtforeningen er gået gennem hans hustru, som har haft leddegigt i 23 år. Han har set, hvordan fysisk træning kan løfte hverdagen for hende, og derfor var det naturligt for ham at melde sig som frivillig naturtræner, da han gik på pension. “Jeg har arbejdet med logistik hele mit liv, og jeg elsker at planlægge. Det bruger jeg i vores træninger, så de bliver varierede. Samtidig har jeg en fortid som løbetræner, som jeg måtte opgive, da jeg brækkede foden. Nu kan jeg kombinere tingene i mit frivillige arbejde og se det hele gå op i en højere enhed. Det kan faktisk ikke være bedre,” siger han. Erik bruger en lille time om ugen på planlægning og kontakt med deltagerne – foruden selve træningen i Frederiksberg Have. Men han føler, at han bliver belønnet mangefold for sin indsats. “Jeg elsker naturen, hvor sanserne skærpes, og vi ser og hører på en anden måde. Og hvor vi kan bevæge os på en anden måde. Det kan jeg dele med mit hold ved at tilrettelægge nye programmer og nye oplevelser, og det giver mig en fantastisk følelse. Hvis jeg kan hjælpe bare fem ud af de tyve til at få det bedre, så er jeg glad. Det giver noget helt særligt at se, hvordan folk rykker sig og får mere overskud i hverdagen,” slutter Erik.

Bliv frivillig naturtræner
Bliv frivillig naturtræner

Heidi er frivillig i kreds og diagnosenetværk

Heidi Leen er frivillig i Gigtforeningens GPA diagnosenetværk, hvor hun har ansvaret for netværkets kontakt med de yngre medlemmer. Samtidig er hun formand for bestyrelsen i Gigtforeningens frivillige kreds i Midtjylland. "Det gør mig glad, at jeg som en helt almindelig person også kan hjælpe – at det ikke kun er lægerne, der kan," fortæller Heidi. Da Heidi som 27-årig fik konstateret den autoimmune bindevævssygdom Granulomatose med Polyangiitis (GPA), faldt hendes verden sammen. Heidi var gravid, men sygdommen var så fremskreden, at den krævede medicinsk behandling med det samme. Lægerne var derfor nødt til at afbryde graviditeten og måtte samtidig fjerne hendes ene æggestok. I diagnosenetværket fandt Heidi et rum, hvor hun kunne dele sine tanker og følelser med andre unge med samme svære sygdom – noget der hjalp hende enormt. Så det var ikke svært for Heidi at sige ja, da hun senere blev spurgt, først om hun ville være kontaktperson i diagnosenetværket og senere også formand for en hel kreds. "Det er fantastisk og en kæmpe glæde, at jeg kan være med til at hjælpe andre videre. Og selvom det kan være svært at finde tid og overskud til at være frivillig, når man har en lille familie og et arbejde, der også kræver tid, så vil jeg bare sige, at selv en lille indsats gør en kæmpe forskel," fortæller Heidi og fortsætter sin kærlige opfordring. "Vi har i både diagnosenetværket og i kredsen et stærkt og trygt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden. Og kan du i perioder ikke ret meget – det kender jeg fra mig selv – så gør det stadig en forskel, og det giver dig en stor glæde og et overskud, som du kan tage med hjem til din familie." I dag er Heidis sygdom i ro, og hun har sammen med sin mand, Kim, fået en dejlig datter.

Bliv frivillig i diagnosenetværk
Bliv frivillig i diagnosenetværk

Iben og Claus er frivillige i pårørendeprogrammet

Iben og Claus har i mange år oplevet, at Ibens gigtsygdom kom til at fylde for meget i deres parforhold. Så meget at de var tæt på at gå fra hinanden. Men med hjælp fra en parterapeut lærte de, hvor vigtigt det er at kommunikere med sin partner, når samlivet går i hårdknude. Som frivillige ønsker de at hjælpe andre par, der står i samme situation. Iben og Claus deler åbenhjertigt ud af deres erfaringer om at være pårørende til en med gigt, når de landet over er med Gigtforeningen ude til blandt andet foredrag på reumatologiske afdelinger. Sammen stiller de skarpt på vigtigheden af at tale med sin partner om de bekymringer, dårlig samvittighed, frustrationer og ’forbudte tanker’, man kan have som pårørende til en partner med gigt. ”Da vi var allermest udfordret i vores forhold, holdt jeg alle tanker for mig selv. Jeg følte mig alene og flygtede, når tingene blev for svære, også selv om jeg kunne se, hvor plaget Iben var af hendes gigt. Vores redning var, at vi lærte at tale om de negative tanker, der kan følge, med når gigten udfordrer parforholdet. Det er så vigtigt for mig, at fortælle andre, at man som pårørende til en med gigt ikke behøver at stå alene, og at man har ret til at blive hørt. Det giver mig glæde og livskvalitet, når jeg mærker, hvordan andre kan bruge de råd vi kommer med”, fortæller Claus. ”Kan vi hjælpe bare ét par, er det allerede det hele værd. Det er vigtigt at tale om, at når den ene i et parforhold bliver ramt af sygdom, påvirker det hele familien”, forsætter Iben. ”Jeg bliver rørt langt ind i knoglerne, når par kommer hen til os og er meget berørte af, at de genkender vores fortælling. De kram, tårer og dybe samtaler vi får fra andre par vidner om, at vores budskaber er blevet hørt.”

Hjælp til pårørende
Hjælp til pårørende

Jytte er frivillig SMART Training-instruktør

En gang om ugen drager Jytte Elli Lønberg (68) mod skoven i det naturskønne Mols Bjerge for at lede træningen af et entusiastisk hold mennesker, der deler hendes passion for natur og motion. Her arbejder de i fællesskab med både krop og hjerne gennem øvelser, som Jytte tilrettelægger efter vind og vejr og de udfordringer, skoven stiller til rådighed. Udgangspunktet er et særligt udviklet øvelsesprogram for seniorer, som Gigtforeningen har udviklet i samarbejde med DGI, og Jytte lægger stor vægt på, at det giver mulighed for at arbejde med en træningsform, som understøtter udviklingen af hjernes fundament, så deltagerne opnår en større følelse af lykke og velvære. Da Jytte blev uddannet som frivillig SMART Training-instruktør i Gigtforeningen, var det i første omgang muligheden for at kombinere sin glæde ved at undervise med både at få motion og tid til at nyde naturen, der drev hende. “Jeg har altid været glad for at kaste mig ud i noget nyt. Da jeg så Gigtforeningens opslag om frivillige, tænkte jeg, at jeg kunne gøre en forskel for andre samtidig med, at jeg kunne bruge de færdigheder, jeg har fået gennem et langt arbejdsliv. Samtidig forpligtede jeg mig jo også til at få trænet selv. Det var oplagt!”, siger Jytte. Som tidligere underviser i fagforbundet FOA og fællestillidsrepræsentant for 120 kolleger er det ikke fremmed for Jytte at planlægge træning for andre. Ej heller at stå i spidsen for en gruppe. Men det er fællesskabet og glæden ved at se deltagerne på holdet udvikle sig og lykkes med træningen, der er hendes største motivation. Og så glæden over at dele “magien ved at sidde under et træ i regnvejr”, som Jytte siger. Der bliver grinet en masse, og sammenholdet er så stærkt, at holdet mødes, også hvis Jytte er forhindret. “Og så er det rart at mærke, at det bliver anerkendt at gøre et stykke frivilligt arbejde. Når jeg fortæller om mit arbejde som frivillig, så møder jeg begejstring og respekt. Det har en særlig værdi, som også giver mig personlig stolthed og mening med livet,” siger hun.

Bliv frivillig SMART-Training instruktør
Bliv frivillig SMART-Training instruktør

Liselotte er frivillig gå-vært

Liselotte Holmberg er næstformand i Gigtforeningens Hovedstad Nord-kreds og gå-vært i Gå med os. "Da jeg holdt op med at arbejde på grund af min sygdom, følte jeg, at jeg stadig havde meget at give af. Jeg havde et behov for at bruge mig selv og byde ind," fortæller Liselotte. Liselotte har artrose og fibromyalgi. Og som mange andre, der lever med gigt, er det, når Liselotte sidder stille eller ligger ned, at hun mærker sine smerter allermest. Derfor begyndte Liselotte at gå ture – og det hjalp. De mange gåture blev startskuddet til, at hun startede en gå-gruppe og siden er der blevet gået ture i Birkerød hver eneste torsdag. "For rigtig mange er gå-gruppen et socialt fællesskab. Når man sidder derhjemme og ser, at det regner, er det fristende at blive indenfor. Men så kommer man i tanke om, at det er torsdag, og at gå-gruppen venter med åbne arme og varm kaffe – så glemmer man, at det regner og glæder sig til at komme afsted," fortæller Liselotte. Selv er hun glad for, at gå-gruppen er blevet en succes, der ganske enkelt begyndte med et mødested og en kande med varm kaffe. "Det betyder meget for mig at give andre med samme udfordringer muligheden for samvær og fysisk aktivitet. Det gør bare en forskel at være sammen. Flere fra gå-gruppen er endda begyndt at mødes indbyrdes og gå ture sammen andre dage på ugen."

Bliv frivillig gå-vært
Bliv frivillig gå-vært

Hvilken slags frivillig vil du være?

Gør en forskel for andre mennesker der, hvor du bor. Fortæl os, hvad du brænder for - så hjælper vi dig med at komme i gang. Ring til os på telefon 39 77 80 20 eller

Send os en mail
Send os en mail