Kontakt Rådgivningen
Gigtforeningens eksperter giver dig personlig og professionel hjælp og vejledning.
Gigtforeningens eksperter giver dig personlig og professionel hjælp og vejledning.
For at gigtpatienterne ikke skal lide varig skade genoptager Bornholms Hospital fra på mandag udleveringen af biologisk sygehusmedicin til gigtpatienterne på Bornholm. Det skriver koncerndirektør i Region Hovedstaden i en mail til Gigtforeningen.
Medicinudleveringen har været strejkeramt de sidste seks uger, og det har skabt stor frustration hos gigtpatienterne på øen.
"Det er glædeligt, at vi nu er trængt igennem til hospitalsledelsen og Region Hovedstaden, for det har været en helt uacceptabel og utryg situation, patienterne har stået i. Får man ikke sin medicin, som gigtramt, sker der det, at immunforsvaret – der er gået i stykker - angriber kroppens led. Det er meget smertefuldt, fordi det er en betændelse og på sigt resulterer det i varige ledskader", siger direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind.
Direktør for Bornholms Hospital, Annemarie Hellebek, siger til TV2 Bornholm, at det netop er bekymring for patienternes helbred, der får hospitalet til at genoptage behandlingen.
"Situationen er den, at der er nogle patienter, der nu har fået udskudt deres behandling så længe, at vi er bekymrede for, om der kan være en reel varig sundhedsskade for patienterne."
På Bornholm er 36 sygeplejersker udtaget til strejken, og det er sygeplejerskerne, der foretager medicinudleveringen. Fremover bliver medicinudleveringen en del af nødberedskabet, oplyser Region Hovedstaden til Gigtforeningen. På Bornholm rammer strejken både medicinske og kirurgiske patienter.
"Det begynder patienterne at kunne mærke, og for patienter, der er i et langvarigt behandlingsforløb eller går til kontrol, begynder vi nu at måtte genbesøge de patientforløb for at se, om vi skal kalde dem ind og se, om de er blevet sub-akutte eller akutte patienter", siger Annemarie Hellebek.
I Gigtforeningen forstår direktør Mette Bryde Lind ikke, hvorfor medicinudleveringen først nu bliver en del af nødberedskabet.
"Det burde have været en del af nødberedskabet fra starten af. Nu har patienterne gået hele sommeren uden afklaring, så det er virkelig på tide, at hospitalsledelsen indser, at det var en fejl. Jeg mener, det er helt principielt, at man selvfølgelig ikke tager medicinen fra patienterne på grund af strejke. Det har man heller ikke gjort nogen af de andre steder i landet, hvor sygeplejersker er udtaget til strejke", siger Mette Bryde Lind.