Bjarke fik et kunstigt knæ: Mit døgn på hospitalet

I maj fik Bjarke Wiegand udskiftet sit venstre knæ på grund af alvorlig slidgigt. Det var en både skræmmende, grænseoverskridende og forløsende oplevelse. Læs her andet kapitel af Bjarkes rejse mod et liv uden smerter. Tredje og sidste kapitel bliver bragt torsdag den 17. september.


Tekst: Bjarke Wiegand. Foto: Jacob Ljørring

Selvom et kunstigt knæ i dag er en ’samlebåndsoperation’, er jeg alligevel nervøs, da jeg sætter mig i hospitalets foyer efter at have meldt min ankomst. Der udstedes nemlig ingen garanti for, at operationen vil gøre mig smertefri eller give mig min tabte funktionalitet tilbage. Kun én ting er sikker: Når først operationen er foretaget, er der ingen vej tilbage. Jeg kommer resten af mit liv til at leve med de forandringer og bivirkninger, den måtte afstedkomme.

"Bjarke Wiegand?" kalder en ung sygeplejerske spørgende og river mig ud af mine tanker. Da jeg rejser mig og går hende i møde, forsøger jeg ubevidst at lade være med at halte. Men så slår det mig: Det er jo derfor, jeg er her! Jeg overgiver mig til smerten – som jeg ikke længere ønsker at bruge energi på at skjule – og humper sammen med sygeplejersken hen til stue 8, der skal være min base i de næste 24 timer.

Patient for livet

På stuen ifører jeg mig det klassiske hospitalstøj, der er lagt frem: hvide bedstefarunderbukser og en langærmet nattrøje, der knapper i nakken. Begge ting i slidt, letgrumset hospitalshvidt.

Klokken er 8:20. Jeg har fastet siden i går aftes, og da jeg kryber op i hospitalssengen, slår det mig, at jeg nu bliver patient for livet. Den kombination af metal og plast, jeg skal have indopereret, vil med stor sandsynlighed skulle udskiftes og kræve jævnlige lægetjek resten af mit liv.

Anæstesilægen kommer forbi og orienterer mig om rygmarvsbedøvelse og sovemedicin. Bagefter kommer kirurgen med en stor speedmarker og bekræfter, med et kryds på mit ben, at det er venstre knæ, der skal opereres.

Sov godt

Jeg bliver parkeret uden for stuen, mens sygeplejerskerne gør den klar. De taler om børn, madpakker og andre hverdagsagtige ting. Og det slår mig, at for dem er det blot endnu en dag på kontoret, mens det for mig er en livsforandrende situation.

"Så Bjarke, så er vi klar", siger den ene, da hun kommer ud for at køre mig ind på stuen. Jeg lægger mig over på operationsbriksen, bliver straks forsynet med drop og pulsmåler, og anæstesilægen giver mig en indsprøjtning i ryggen. Jeg er flere gange før blevet bedøvet og har en sær fascination af, hvor enkelt det er, sådan at ’slukke’ for et menneskes bevidsthed og smertefornemmelse. Selvom jeg forsøger at holde mig vågen, går jeg ud som et lys, da jeg hører ordene: ”Sov godt."

Sengevæder

"Beep-beep" Ligeså fredfyldt det er at blive ’lagt til at sove’, ligeså abrupt er det at blive vækket igen. Min hvilepuls er lav. Det kan overvågningsmaskinen på opvågningsstuen ikke lide. Derfor beeper den i tide og utide, indtil jeg er så vågen, at jeg kan forsikre personalet om, at det er helt normalt. Rygmarvsbedøvelsen er dog stadig særdeles effektiv, så jeg kan hverken mærke tæer, ben og desværre heller ikke en fyldt blære.

"Du skal tisse", siger sygeplejersken efter at have målt mit blæreindhold til 600 milliliter. "Skal jeg det?" svarer jeg spørgende. Men da hun truer med et kateter, lykkes det mig at fokusere al min energi på at tisse i en kolbe. Det føles rart, men det går først lidt for sent op for mig, hvor meget 600 milliliter egentligt er – specielt når man ikke kan mærke, man tisser – hvilket resulterer i et lagenskift.

Op at stå

Tilbage på stue 8 får jeg viklet bandagen af knæet, og der viser sig et 25 cm langt operationssår hæftet sammen med clips – eller agraffer, som det hedder på lægesprog. Det er hævet, mørkerødt over i det lilla og ser ærlig talt lidt skræmmende ud. Kirurgen, som er kommet for at jage mig ud af sengen, forsikrer, at det ser fint ud. Det gælder om at få bevæget det med det samme, siger han og opfordrer mig til at træde ud på gulvet.

Hjem at gå

Natten er både urolig og forløsende. Jeg er stadig døsig af morfin og andet smertestillende, men alligevel dunker det i mit ben, og jeg har svært ved at finde en behagelig stilling. Samtidig er det rart, at operationen er vel overstået, og at jeg nu kan begynde at koncentrere mig om den næste – og nok vigtigste – fase: genoptræningen.

Læs også første og tredje kapitel

Publiceret 16.09.2020