Ny lov sikrer hurtig genoptræning

En ny lov, som trådte i kraft den 1. juli 2018, skal sikre patienter frit valg til at vælge en privat leverandør, hvis kommunen ikke kan tilbyde genoptræning inden for syv dage efter udskrivelse fra hospitalet.

Helt konkret betyder lovændringen, at patienter fremover kan vælge at få deres genoptræning hos f.eks. en privat fysioterapeut, som kommunen har indgået aftale med, hvis kommunen ikke kan tilbyde genoptræning inden for fristen.

Hidtil har der været store forskelle på, hvornår patienterne påbegyndte genoptræningen. I nogle kommuner gik der får dage – i andre flere uger.

Det frie valg gælder alle patienter, som har en genoptræningsplan med fra sygehuset. Hvis du f.eks. har fået en ny hofte eller et nyt knæ, skal du derfor sikre dig, at du får en sådan plan, inden du bliver udskrevet, da det er en forudsætning for at få tilbudt genoptræning.

Publiceret 03.07.2018