Medicinsk cannabis: Gigtforeningen i samarbejde med Radio 24syv

Hvad ved vi egentlig om cannabis til medicinsk brug? Det kan være svært at gennemskue, når man følger debatten i pressen og på de sociale medier. I et nyt program ”En mand med en sag” vil Radio 24syv forsøge at få belyst, hvad der er op og ned i debatten om medicinsk cannabis. Gigtforeningen har været med til at lave programmet.


Musiker Søren Rasted er vært for det nye radioprogram "En mand med en sag".

"Rigtig mange mennesker med gigt lever med kroniske smerter, selv om de er velbehandlede. I dag er smertebehandlingen nemlig ikke altid tilstrækkelig, og vi får dagligt henvendelser om brug af medicinsk cannabis og forsøgsordningen i vores rådgivning. Med den nye programserie håber vi at imødekomme det store behov for viden om cannabis til medicinsk brug, som vi oplever hos vores medlemmer. Vi ønsker samtidig at få belyst brug af medicinsk cannabis fra forskellige vinkler, og vi ønsker at få sat fokus på, at der er behov for at styrke den tværfaglige smerteindsats," siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind og tilføjer:

"Forskning er et andet vigtigt emne. Vi vil gerne fortælle, hvorfor der er behov for mere forskning i effekt og sikkerhed ved brug af cannabis som smertelindrende hos mennesker med gigt samt kroniske smerter i led, ryg og muskler".

Søren Rasted spørger eksperterne

Vært for det nye radioprogram er musiker og hitsnedker Søren Rasted, hvis mor Kirsten på 83 år har artrose (slidgigt) og mange smerter. Siden sommer har hun anvendt cannabis som smertelindrende. I programmets 12 udsendelser vil Søren stille de mange spørgsmål, som mennesker med gigt og deres pårørende har i forhold til brug af medicinsk cannabis til forskellige eksperter, bl.a. smertelæge Tina Horsted, formand for Lægeforeningen Andreas Rudkøbing og Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

Hør programmet om medicinsk cannabis

Programmet har premiere på Radio 24syv mandag den 19. marts kl. 17.05 og bliver sendt samme tidspunkt mandag til torsdag frem til den 5. april. De 12 udsendelser bliver også tilgængelige som podcastepisoder her på hjemmesiden i begyndelsen af april.

Publiceret 16.03.2018