Gigtforeningen får nyt logo

Gigtforeningen skifter i dag logo. Et logo, der grafisk flytter Gigtforeningen ind i det 21. århundrede.

 

"Vi har ønsket et logo, der symboliserer, at gigt rammer mange, og at vi hos Gigtforeningen favner alle med ledsmerter. Samtidig vil vi med det nye logo gerne udtrykke mere håb og signalere bevægelse," siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

Det nye logo er skabt af punkter, der i bevægelse fungerer som led. Den samlede mængde af punkter skaber en ubesværet, dynamisk og nemt genkendelig form; G som i Gigtforeningen. Bag det nye logo står designbureauet Studio C.

"Fra starten har tanken været at skabe et mærke, der besidder en klar optimisme og derigennem udtrykker et ønske om at forbedre tilværelsen for de mange mennesker med gigt. Det nye mærke tager udgangspunkt i fortællingen om forbedret bevægelse og mobilitet. Det er skabt af punkter, der i bevægelse fungerer som led og tilsammen udgør et G. Det grafiske udtryk med én form skabt af flere er også en fortælling om inklusion og det faktum, at Gigtforeningens medlemmer ikke deler den samme lidelse, men repræsenterer mere end 200 forskellige gigtdiagnoser," siger creative director Emil Hartvig Andersen fra Studio C.

"Vores mål er, at vi også visuelt fremstår som en ambitiøs, moderne og engageret organisation. Det synes jeg er lykkes med det nye logo. Logoet afspejler på den måde Gigtforeningens identitet," siger Mette Bryde Lind.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst

Anne Reinholdt, kommunikationschef, Gigtforeningen, tlf.: 27 15 70 67

Publiceret 10.02.2017