Rituximab kan mindske effekten af corona-vaccine

En mindre gruppe gigtpatienter i Danmark er i behandling med rituximab. Er du en af dem, skal du være opmærksom på, at behandlingen kan betyde, at du ikke i samme grad som andre er beskyttet mod smitte med COVID-19, selvom du er vaccineret. Derfor skal du kontakte din læge med det samme, hvis du bliver testet positiv for COVID-19.

Kan nedsætte evnen til at danne antistoffer

Årsagen er, at rituximab kan hæmme din krops evne til at danne de antistoffer, som vaccinen normalt aktiverer, og som er med til at beskytte mod både selve smitten og risikoen for et alvorligt forløb med COVID-19. Hvis du bliver smittet, kan det være, du skal i behandling med et antistof, som kan mildne forløbet – og det skal ske snarest muligt efter, du har fået en positiv PCR-test for COVID-19.

Hvilke patienter kan få rituximab?

Rituximab er et biologisk lægemiddel, som bl.a. anvendes til patienter med leddegigt og visse sjældne bindevævssygdomme, f.eks. lupus (SLE). Rituximab anvendes også til patienter med visse blodsygdomme. Rituximab forhandles bl.a. under produktnavnene Mabthera, Rixathon, Ritemvia og Ruxience.

Læs mere om rituximab på Dansk Reumatologisk Selskabs hjemmeside

Publiceret 07.01.2022