Kan jeg få tilskud til tandbehandling?

Jeg er 70 år og har lige været ved tandlægen, som siger, at jeg skal gennem en større behandling. Kan jeg få hjælp til disse udgifter? Sådan lyder et spørgsmål til Rådgivningen – læs socialrådgiverens svar.

Spørgsmål

Jeg er 70 år og har lige været ved tandlægen, som siger, at jeg skal gennem en større behandling. Den vil koste cirka 10.000 kr., som jeg har svært ved at klare ud af min folkepension. Jeg har lidt penge stående til uforudsete udgifter, men vil nødig bruge dem alle på én gang. Jeg bruger også en del penge hver måned på medicin og fysioterapi. Kan jeg få hjælp til disse udgifter?

Svar fra Gigtforeningens socialrådgiver Helga Madsen 

Som folkepensionist har du mulighed for at søge om tilskud til din tandbehandling, medicin, fysioterapi eller f.eks. høreapparat. Her er tale om et skattefrit tilskud, der kaldes et almindeligt helbredstillæg. Det gives ved behandlinger, hvor der i forvejen ydes tilskud fra Sygesikringen.

Om du kan få helbredstillæg eller ej, afhænger af din formue. Her er grænsen på 89.800 kr. i likvider, hvilket dækker over kontanter, indestående i banken og værdipapirer.

Du har også mulighed for at søge om et udvidet helbredstillæg. Det er et tilskud til særlige behandlinger som tandproteser, briller og fodbehandling, hvor man ikke får tilskud fra Sygesikringen. Husk at søge om tilskuddene, inden du bestiller og får udført de forskellige behandlinger.

  • Du kan læse mere på www.borger.dk. Skriv 'helbredstillæg' i søgefeltet.
  • Her kan du også søge om helbredstillæg (helbredskort).
  • Kontakt din kommune, hvis du har spørgsmål om tillæg.
Publiceret 25.01.2021