Bliv medlem af Gigtforeningen
Meld dig ind allerede fra i dag - jo flere vi er, jo mere kan vi løfte.
Gik du også for længe med dine symptomer på gigt? I så fald er du ikke den eneste. Slidgigt (artrose) kommer ofte snigende, og for 74-årige Hilda Heick, startede det som smerter i venstre fod. Læs her et uddrag fra interviewet med Hilda. Du kan finde det fulde interview i det nyeste nummer af Gigtforeningens magasin 'LedSager'.
Foto: Jesper Westly
Slidgigten i Hildas venstre fod kom snigende, så der gik lang tid, før hun reagerede. Da hun endelig blev tilset af en ortopædkirurg, havde hun konstant smerter, og gigten var så slem, at hun blev opereret stort set med det samme.
"Det startede ganske langsomt, men endte med, at jeg fik mere og mere ondt. Når vi for eksempel var ude med hunden, kunne jeg ikke gå så langt, før jeg måtte sætte mig ned og tage skoene af. Herhjemme gik jeg rundt på bare fødder eller i strikkede sokker, hvor der var plads til mine ømme tæer," fortæller Hilda.
Hilda gik til lægen, der mente, at smerterne kunne skyldes en nedsunken forfod og anbefalede indlæg. Så Hilda drog til bandagist for at få et par individuelt tilpassede af slagsen.
"Det hjalp ikke, så jeg troede, at der var noget galt med indlæggene og fik dem rettet til flere gange. Herefter fik jeg et par helt nye, men de hjalp heller ikke, og jeg endte med at smide både dem – og altså også pengene – ud ad vinduet."
Smerterne blev ved, mens Hilda fortsatte, som hun plejede. Når hun og Keld var ude at optræde, som de gør flere gange om ugen, når der ikke er corona-krise, foregik det i sko med høje hæle. Selvom der er blevet taget adskillige centimeter af i løbet af årene.
"I en lang periode var det faktisk værst, når jeg havde højhælede sko på på scenen. Til sidst havde jeg så ondt, at jeg frygtede, folk skulle bede om ekstranumre. Så jeg hvislede mellem tænderne til Keld, jeg har så ondt i fødderne, at jeg snart smider skoene – hvilket jeg også gjorde. Heldigvis har vi jo et sødt, ældre publikum, der bare grinede, når jeg tog skoene af og fortsatte på strømpesokker," fortæller Hilda.
Selvom Hilda har en dejlig familie, en stor omgangskreds og møder mange forskellige mennesker, talte hun ikke om problemerne med sin fod. Og det handler hverken om alder eller det tabu, der ofte følger med at have slidgigt, siger hun. Forklaringen har dybere rødder.
"I flere år slog jeg det hen og håbede jo nok, at det ville gå over af sig selv. Jeg syntes heller ikke, det var noget, jeg kunne tillade mig at pive over, for jeg er jo lidt oppe i årene... Nej, jeg syntes, at det var min egen private sag, for jeg har haft en mor, der fortalte alle, hvor dårligt hun havde det. Jeg husker, hvor pinligt jeg syntes, det var, og ønskede, at hun bare ville tie stille. For hvem kunne det dog interessere? Derfor er jeg nok blevet en Rasmus Modsat, og det er slet ikke for at være hverken en helgen eller fremstå som et fantastisk menneske," forklarer hun og fortsætter:
"Men kan min historie inspirere nogen til at få behandling tidligere, så fortæller jeg den altså gerne!"
I dag kan Hilda Heick se tilbage på tre operationer i sin fod. Slidgigten var så slem, at der ingen vej var udenom. Og da hun først havde taget beslutningen, så hun sig ikke tilbage.
"På det tidspunkt var jeg klar over, at jeg ikke havde andet valg end at blive opereret. Jeg kunne ikke få et par almindelige sko på – og havde det ikke godt. Så jeg var ikke spor nervøs og følte, at jeg var i gode hænder hos den ortopædkirurg, der opererede mig. Den første operation gik godt, men efter et års tid kom smerterne tilbage. Og så jeg blev opereret igen med skruer og metalplader mellem tæerne. Nogle måneder efter fik jeg en bule på oversiden af foden. Det så helt uhyggeligt ud, og det var altså en af skruerne, der var på vej op gennem huden."
Så Hilda måtte på operationsbordet for tredje gang. Heldigvis var foden vokset fint sammen, og hun fik skruer og metalplader med hjem i en lille pose og mærker i dag intet til slidgigten.