Gaveregn til fremtidens gigtforskere

Der er brug for dygtige og visionære gigtforskere – også i fremtiden. Derfor har Gigtforeningen igen i år belønnet en stribe kommende læger med en studenterpris. Fælles for dem er, at de har skrevet en særligt god og bemærkelsesværdig hovedopgave inden for gigtområdet.

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies

”Det er så opløftende, når dygtige unge allerede i deres studietid opdager, hvor stor og vigtig en opgave det er at gøre os klogere på, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for mennesker med gigt,” siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.

”Vi står over for to meget store udfordringer: Flere vil få gigt i de kommende år, og manglen på reumatologer og ortopædkirurger bliver endnu større, hvis vi ikke gør en særlig indsats. Med studenterpriserne ønsker vi at motivere kommende læger til at specialisere sig inden for gigtområdet. Og vores erfaring er, at det faktisk meget ofte lykkes. Mange af de forskere, som Gigtforeningens forskningsråd i de senere år har bevilget midler til, er nemlig tidligere modtagere af en studenterpris.”

De problemstillinger, som årets prismodtagere har undersøgt, spænder vidt: Diagnosticering af knæsmerter hos unge; depression, kronisk træthed og risiko for at udvikle kræft hos patienter med bindevævssygdommen lupus; effekten af styrketræning hos patienter med slidgigt i knæet; diagnosticering af ydre hoftesmerter – m.fl.

Det er i år 15. gang, Gigtforeningen uddeler studenterpriser. Priserne blev oprettet i forbindelse med foreningens 70-årsjubilæun i 2006 og overrækkes ved det årlige repræsentantskabsmøde. Med æren følger 10.000 kr. til hver prismodtager.

Årets modtagere af Gigtforeningens Studenterpriser

Amanda Hempel Zinglersen, Københavns Universitet
Forekomst og betydning af dysfunktion i det autonome nervesystem hos patienter med systemisk lupus erythematosus – med fokus på hjertefunktion og livskvalitet.

Christina Inger Junker, Aalborg Universitet
Spørgeskemaet Modified Fatigue Impact Scale kan bruges til at vurdere træthedens betydning hos patienter med lupus/SLE.

Clara Guldhammer, Aalborg Universitet
Doktor, jeg har ondt i mit knæ – hvorfor?

Clara Mikkelsen, Aarhus Universitet
Bivirkninger ved ny behandling af ledsygdomme.

Josefine Bak Højer Christensen, Syddansk Universitet
Behandling af Antiphospholipid Syndrom med NOAC: Systematisk review og meta-analyse af randomiserede studier.

Lucas Yang Fisker, Aarhus Universitet
Gennemgang af den tilgængelige videnskabelige litteratur omhandlende effekten af styrketræning af patienter med slidgigt i knæet under samtidig nedregulering af blodtilførsel til benet.

Mads Hilligsøe, Aalborg Universitet
Ultralydsdefinitioner og -fund hos patienter med smerter på ydersiden af hoften: Et systematisk review.

Maja Munch Beck, Syddansk Universitet
Selvrapporteret fysisk aktivitet og depression hos danske patienter med systemisk lupus erythematosus.

Rasmus Westermann, Københavns Universitet
Risiko for kræft hos patienter med kutan lupus og systemisk lupus sammenlignet med baggrundsbefolkningen – et dansk registerstudie.

Publiceret 07.10.2020