Skal jeg tage tilskud af magnesium for at forebygge osteoporose?

Jeg er i behandling med binyrebarkhormon og tager tilskud med D-vitamin og kalk for at forebygge osteoporose. Vil det forebygge bedre, hvis jeg også tager magnesium? Sådan lyder et spørgsmål til Gigtforeningens kostvejleder Henriette Thorseng – læs svaret.

Spørgsmål

Jeg får i øjeblikket binyrebarkhormon hver dag. Som anbefalet af min læge tager jeg tilskud med D-vitamin og kalk. Men jeg læser og hører mange fortælle, at de også tager magnesium. Forebygger jeg osteoporose bedre, hvis jeg også tager tilskud af magnesium?

Svar fra Henriette Thorseng, kostvejleder i Gigtforeningens rådgivning

Magnesium er et nødvendigt mineral for opbygning af knoglerne. Men mineralet spiller også en rolle i mange andre processer i kroppen, og derfor er det så vigtigt, at vi får nok af det.

Heldigvis indeholder rigtig mange madvarer magnesium. Derfor vil det normalt ikke været et problem at få dækket sit behov gennem kosten. Som kvinde har din krop brug for 280 mg magnesium om dagen, mens en mand skal have 350 mg om dagen. Drenge og piger under 10 år har brug for mindre.

Der findes masser af magnesium i fiberrige madvarer som fuldkornsprodukter (havregryn, brune ris og rugbrød), spinat, mandler, nødder og bælgfrugter (kikærter og bønner) – og selv i mørk chokolade. I den danske kost bidrager mælk og helt almindeligt postevand, særligt hvis du bor i et område med hårdt vand, også med magnesium.

Mangel på magnesium kan opstå i forbindelse med visse sygdomme eller tilstande og ved indtagelse af særlige lægemidler. Men med mindre man spiser meget lidt eller ekstremt ensidigt, får langt de fleste af os tilstrækkeligt magnesium gennem vores kost og har ikke brug for tilskud for at forebygge osteoporose.

Publiceret 03.02.2020