Kan jeg få stamcellebehandling mod min artrose?

Jeg har artrose i ryggen. Er det muligt, at jeg kan behandles med stamceller? Sådan lyder et spørgsmål til Gigtforeningens læge Henrik Skjødt – læs svaret.

Spørgsmål

Jeg har artrose i ryggen og er derfor meget interesseret i, om det kunne være muligt at blive behandlet med stamceller?

Svar fra Henrik Skjødt, reumatolog i Gigtforeningens rådgivning

Indtil videre findes der ikke tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for hverken den langsigtede virkning eller de risici, der er forbundet med behandling med stamceller. Derfor tilbydes denne type behandling ikke inden for det offentlige sygehusvæsen, medmindre der er tale om et videnskabeligt projekt.

Antallet af reklamer for udokumenteret og måske skadelig stamcellebehandling og genterapi på Google er steget i en sådan grad, at virksomheden har taget det usædvanlige skridt at fjerne disse reklamer. Det sker bl.a. efter skarp kritik fra den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) mod amerikanske stamcelleklinikker.

Det internationale videnskabelige selskab for stamcellebehandling (International Society for Stem Cell Research) er tilfreds med Googles beslutning og understreger, at man kun bør anvende stamcellebehandlinger, hvor effekten er videnskabeligt dokumenteret eller – som ovenfor nævnt – som led i et videnskabeligt forsøg.

Publiceret 10.02.2020