Ingen grund til at glæde sig over fald i førtidspension

Debatindlæg af Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen

Umiddelbart er det en god nyhed, når Dansk Arbejdsgiverforening i Politiken (den 19. februar) glæder sig over, at antallet af folk, der kommer på førtidspension, falder. Man kunne jo så forledes til at tro, at færre får førtidspension, fordi færre nu bliver ramt af alvorlig sygdom. Eller - at de, der bliver syge, får en bedre, sammenhængende offentlig service – både i sundhedsvæsenet og når det kommer til beskæftigelsesindsatsen, så de ikke skal på passiv forsørgelse.

Men sådan er virkeligheden desværre på ingen måde. Tværtimod.

For bag tallene gemmer der sig en anden sandhed:

Alvorligt syge er ikke pludselig blevet raske eller har fået hjælp til at komme tilbage i et normalt job, bare fordi adgangen til førtidspension er strammet. I Gigtforeningen får vi et stigende antal henvendelser fra mennesker med muskel- og skeletproblemer, der kæmper for og ønsker hjælp til at blive på arbejdsmarkedet.

Det gør vi, fordi rigtig mange sygemeldte bliver kastet rundt i systemet i de såkaldte ressourceforløb. De kan vare op til fem år, uden at man får en afklaring af ens livssituation. Andre må stille sig op i køen af kontakthjælpsmodtagere eller tyr til at leve af deres ægtefælles indtægt. Det er her, at forklaringen på faldet i antallet af førtidspensionister skal findes.

Konsekvensen er, at syge mennesker alt for ofte havner i uværdige situationer med store omkostninger for den enkelte og for samfundet. I Gigtforeningen møder vi ingen, der bare ønsker sig at komme på en livsvarig offentlig ydelse. Alle, som vi taler med, kæmper for at holde fast i et aktivt liv.

Det hjælper dem ikke at lukke for adgangen til førtidspension - eller nedsætte ydelserne og udråbe det til en succes. Det, der for alvor ville hjælpe, er derimod en konsekvent, tidlig forebyggende og fastholdende indsats for den enkelte. Vi behøver næppe samlet bruge flere penge, men vi skal turde bruge dem tidligt i sygdomsforløbene med det formål at forebygge udstødning som følge af lange, meningsløse afklaringsforløb.

Gigtforeningen har som et første skridt foreslået en såkaldt afklaringsgaranti. Den skal sikre, at folk, der er langtidssygemeldte, får en garanti for, at der senest 12 måneder efter sygedagpengenes ophør er truffet en afgørelse om en varig løsning.

Som det er i dag, modarbejder mange dele af beskæftigelsesindsatsen og den manglende sammenhæng til sundhedsvæsenet, at syge mennesker fastholdes på arbejdsmarkedet. Det er det, som vi skal have lavet om på.

Det er ikke en succes – hverken for samfundet, den enkelte eller for DA’s medlemmer – at mange syge ender med at leve uden for arbejdsmarkedet på lave ydelser. 

Publiceret 21.02.2017