Borgermøde om smerter og arbejde i Aalborg

Hver 5. voksne lever med kroniske smerter

Mange går dagligt på job med smerter i ryg, led og muskler. På et borgermøde i Aalborg mandag den 24. april sætter Gigtforeningen fokus på at leve godt med kroniske smerter. Her vil landets førende eksperter fortælle den nye viden og give gode råd fra scenen.

Tusindvis af mennesker lever med kroniske smerter, og alt tyder på, at flere kommer til det i fremtiden.

Gigtforeningen inviterer mandag den 24. april til borgermøde på Hasseris Gymnasium i Aalborg, hvor fire af landets førende eksperter inden for hver deres felt fortæller om den nyeste viden inden for forskning, behandling af smerter og giver gode råd om at få et godt arbejdsliv trods smerter. For eksempel fortæller professor Karen Søgaard om sammenhængen mellem arbejde og smerter i led, ryg og muskler.

"Kroniske smerter kan påvirke vores hverdag meget voldsomt. Et er nemlig at have ondt. Noget andet er de følgevirkninger, der kommer i forbindelse med kroniske smerter. Det kan være social isolation, arbejdsløshed og depression. En ny undersøgelse fra Gigtforeningens brugerpanel med 1.047 deltagere, viser for eksempel, at mange med kroniske smerter jævnligt oplever, at de ikke kan passe deres arbejde tilfredsstillende eller deltage i sociale aktiviteter," siger direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind.

Den nye undersøgelse fra Gigtforeningen viser faktisk, at 7 ud af 10 dagligt går på arbejde trods smerter. Undersøgelsens resultater viser også, at 3 ud af 4 med smerter tager smertestillende medicin for at få hverdagen til at hænge sammen.

I Danmark lever hver 5. voksne med kroniske smerter, den hyppigste årsag er problemer i led, ryg og muskler. Nu viser den ny undersøgelse, at 3 ud af 4 med gigt oplever smerter dagligt. Hos Gigtforeningen står en national handlingsplan mod smerter højt på ønskelisten:

”Smerter er et stort overset problem i vores samfund. Vi skal have øget fokus på, hvordan de mange med kroniske smerter kan få en bedre tværfaglig behandling og dermed få et bedre liv. Der er behov for en tidligere, forbyggende indsats, men der er også meget andet vi kan gøre, som vil være en gevinst for både den enkelte og samfundet,” siger Mette Bryde Lind.

Borgermødet finder sted

Mandag den 24. april på Hasseris Gymnasium, Hasserisvej 300, 9000 Aalborg fra klokken 16.30 til 18.45. Dørene åbnes kl. 16.00. Alle er velkomne. Tilmelding sker online  Pris: 50 kroner.

For yderligere oplysninger 

Kommunikationschef Anne Reinholdt, tlf. 27 15 70 67 eller e-mail are@gigtforeningen.dk

Fakta om smerter

  • Hver 5. voksne lever med smerter, den hyppigste årsag er problemer i led, ryg og muskler.
  • 3 ud af 4 med en gigtsygdom har ifølge en ny undersøgelse i Gigtforeningens brugerpanel dagligt smerter
  • 3 ud af 4 med konstateret gigt og smerter tager smertestillende medicin
  • 7 ud af 10 med konstateret gigt og smerter går på arbejde trods smerter
  • Hver 5. voksne med konstateret gigt føler sig isoleret på grund af smerter

Program for borgermødet om smerter og arbejde

Kl. 16.30 Velkomst
v. direktør Mette Bryde Lind, Gigtforeningen

Kan smerter i muskler og led skyldes arbejde – hvad siger forskningen?
v. professor og forskningsleder Karen Søgaard, SDU

Behandling af smerter i muskler og led – er medicin løsningen?
v. overlæge, reumatolog Ole Kudsk Jensen, RegionsRygcenteret Silkeborg

Hvilke støttemuligheder har du til at fastholde dit arbejde?
v. socialrådgiver Ditte Marie Plovmand, BUPL Århus

Hvordan kan træning og rehabilitering hjælpe dig med at fastholde dit arbejde?
v. fysio- og ergoterapeut Line Kirk Amdisen

Gigtforeningens fokus på arbejdslivet
v. direktør Mette Bryde Lind, Gigtforeningen

Kl. 18.45 Borgermødet slutter

Læs mere om borgermødet 

Publiceret 07.04.2017