2 ud af 3 går på arbejde trods smerter

I Danmark lever hver 5. voksen med kroniske smerter, og alt tyder på, at flere kommer til det i fremtiden.

"Kroniske smerter kan påvirke vores hverdag meget voldsomt. Et er nemlig at have ondt. Noget andet er de følgevirkninger, der kommer i forbindelse med kroniske smerter. Det kan være social isolation, arbejdsløshed og depression," siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.

En helt ny undersøgelse fra Gigtforeningens brugerpanel med knap 1.050 deltagere viser, at mange med kroniske smerter jævnligt oplever, at de ikke kan passe deres arbejde tilfredsstillende.

Hverdagens helte

Undersøgelsen viser desuden, at 2 ud af 3 går på arbejde trods smerter, og at 3 ud af 4 med smerter tager smertestillende medicin for at få hverdagen til at hænge sammen.

"I vores rådgivning bliver vi ofte spurgt, hvordan kan jeg fastholde mit arbejde eller hvordan kan jeg få et arbejde. Selv om rigtig mange med gigt har smerter dagligt, betyder det at være tilknyttet til arbejdsmarkedet nemlig rigtig meget. Det bekræfter tallene i vores nye undersøgelse også. De viser jo, at mennesker med smerter er hverdagens helte," siger Mette Bryde Lind.

Den hyppigste årsag til kroniske smerter er problemer i led, ryg og muskler. Hos Gigtforeningen står en national handlingsplan mod smerter derfor højt på ønskelisten:

"Smerter er et stort overset problem i vores samfund. Vi skal have øget fokus på, hvordan de mange med kroniske smerter kan få en bedre tværfaglig behandling og dermed få et bedre liv. Der er behov for en tidligere, forbyggende indsats, men der er også meget andet vi kan gøre, som vil være en gevinst for både den enkelte og samfundet," siger Mette Bryde Lind.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst

Anne Reinholdt, kommunikationschef, Gigtforeningen
Tlf. 27 15 70 67
E-mail are@gigtforeningen.dk

Fakta om smerter

  • Hver 5. voksen lever med kroniske smerter, den hyppigste årsag er problemer i led, ryg og muskler.
  • 75 procent med konstateret gigt har dagligt smerter.
  • 75 procent med konstateret gigt og smerter tager smertestillende medicin.
  • 70 procent med konstateret gigt og smerter går dagligt eller flere gange om ugen på arbejde trods smerter.
  • Hver 5. voksen med konstateret gigt føler sig isoleret på grund af smerter.

Kilde: Gigtforeningen

Gode råd til et godt liv med smerter

  1. Fysisk aktivitet er vigtig. Lidt er bedre end ingenting.
  2. Sørg for hvile og søvn!
  3. Mindfulness eller afspænding kan hjælpe.
  4. Medicin er ikke løsningen, men kan være nødvendig i perioder.
  5. Brug hjælperedskaber f.eks. ved madlavning
  6. Få et ergonomi-tjek af din arbejdsplads.

Om Gigtforeningens brugerpanel

Panelet er bredt sammensat på tværs af gigtdiagnoser og forudsætningen for at være med i panelet er udelukkende, at man har en gigtsygdom. Brugerpanelet understøtter Gigtforeningens politiske arbejde med dokumentation og erfaringer fra brugerne og giver input til aktiviteter og prioriteringer.

Tilmelding til brugerpanelet

Publiceret 03.05.2017