Stå op for et bedre liv med gigt og sclerose

Under overskriften "Vi står op for hinanden" går Gigtforeningen og Scleroseforeningen sammen i en fælles husstandsindsamling søndag den 11. september. Formålet er at indsamle penge til forskning, der skal give mennesker med gigt og sclerose et bedre liv.

I dag ved læger meget mere om, hvordan mennesker med sclerose og inflammatoriske gigtsygdomme kan lindres for ofte svære symptomer end for blot 20 år siden. Det gør de, fordi forskningen i de to kroniske sygdomme de seneste årtier har sat nye standarder for behandling, som har forandret livet for tusindvis af mennesker med sclerose og gigt i Danmark. 

Alligevel er der fortsat mange spørgsmål om de to uhelbredelige sygdomme, der står ubesvaret. Det er baggrunden for, at Gigtforeningen og Scleroseforeningen er gået sammen om en regional husstandsindsamling, der finder sted søndag den 11. september. 

Her vil 4.000 frivillige indsamlere i Region Hovedstaden og Region Midtjylland sætte fokus på vigtigheden i at forske i årsagerne til de to kroniske sygdomme, i udviklingen af skræddersyet medicin til mennesker med gigt og sclerose samt i behandling, der kan kurere sygdommene.

Fakta om de to kroniske sygdomme

  • Sclerose og inflammatoriske gigtsygdomme rammer tilfældigt, både kvinder og mænd, børn og voksne, og kan ikke kureres.
  • Omkring 14.500 danskere lever med sclerose. Sygdommen rammer flest i 20-40-årsalderen, og to ud af tre er kvinder. Hvert år får omkring 600 mennesker i Danmark diagnosen sclerose. Det svarer til to nye tilfælde hver dag.
  • Omkring 100.000 danskere lever med en autoimmun gigtsygdom. Heraf har 40.000 leddegigt, som oftest rammer efter 40-års alderen. To ud af tre er kvinder. Hvert år bliver omkring 1.300 mennesker i Danmark diagnosticeret med leddegigt. Det svarer til fire nye tilfælde hver dag.
  • Sygdommene medfører symptomer som smerter, ekstrem træthed, nedsat kraft eller lammelser, der gør dagligdagsaktiviteter vanskelige eller umulige at gennemføre.

Fakta om husstandsindsamlingen

Husstandsindsamlingen finder sted i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Læs mere om husstandsindsamlingen på hjemmesiden www.viståropforhinanden.dk, hvor det også er muligt at melde sig som indsamler.

Alle, også borgere udenfor Region Hovedstaden og Region Midtjylland, kan bidrage til indsamlingen på sms 1245 eller mobilepay/swipp 40 45 41 46. 

For yderligere information, kontakt venligst

Kommunikationschef hos Gigtforeningen
Anne Reinholdt
Tlf. 27 15 70 67
E-mail are@gigtforeningen.dk

Kommunikationskonsulent hos Scleroseforeningen
Stine Røpke Lindrup
Tlf. 28 49 08 18
E-mail sli@scleroseforeningen.dk

Publiceret 22.08.2016