9 gode råd om julemad - sådan får du en sundere jul

Konfekt, risalamande og flæskesteg... Hvordan kan du nyde al den gode mad og de søde sager i julen uden at tage på? Det giver Gigtforeningens kostvejleder, Henriette Thorseng, nogle tips til. Hun understreger, at det er muligt at træffe sunde madvalg og stadig nyde den gode mad i julen.

Konfekt, risalamande og flæskesteg... Hvordan kan du nyde al den gode mad og de søde sager i julen uden at tage på? Det giver Gigtforeningens kostvejleder, Henriette Thorseng, nogle tips til. Hun understreger, at det er muligt at træffe sunde madvalg og stadig nyde den gode mad i julen.

Lækkerier hører julen til, og lidt kostmæssig slinger i valsen behøver ikke at være et problem, hvis du sørger for, at balancen er god. For meget mad og drikke kan føre til overvægt, der belaster kroppens led og øger risikoen for gigt.

Det er derfor en god idé at være opmærksom på, hvad du vælger til og fra, hver gang der er lækker mad og søde sager på menuen, så du får en sundere jul. 

Her får du ni gode råd:

  1. Spis frisk frugt: Sukkerindholdet er højt i tørret frugt og bidrager derfor med mange kalorier, mens al den dejlige friske frugt, vi kan få i julen, som appelsiner, klementiner og æbler indeholder få kalorier. Der er f.eks. 7-8 gange så mange kalorier i tørrede dadler pr. 100 gram, som i æbler. Spis derfor mest frisk julefrugt.

  2. Vælg højt kakaoindhold i chokolade: Der kan være meget sukker og fedt i chokolade. Vælger du en chokolade med et højt kakaoindhold, er det et sundere valg, og du spiser måske mindre i forhold til, hvis du spiser en lys chokolade. Vælg altså gerne chokolade med et højt kakaoindhold.

  3. Sluk tørsten i vand: Alkohol kan øge appetitten og indeholder, ligesom sodavand og juice, mange kalorier, men du får ingen ekstra kalorier ved at slukke tørsten i vand. Drik derfor rigeligt med vand.

  4. Giv mest plads til grøntsagerne: Lad grøntsager, som f.eks. varm rødkål og grønkålssalat, fylde mest på tallerkenen.

  5. Tag for dig af fiskeretterne: Du har rig mulighed for at spise meget fisk i julen, da det danske julefrokostbord ofte byder på fisk. Fisk har kendte gavnlige effekter på sundheden. De fede fisketyper som sild, laks og makrel indeholder desuden mange omega-3 fedtsyrer, som har vist anti-inflammatoriske egenskaber, der sandsynligvis er gavnlige ved gigt.

  6. Vælg fuldkornsbrød: Der er ofte brød på de danske juleborde. Fuldkornsbrød mætter rigtig godt, er sundt og holder maven i gang. Kigger du efter fuldkornslogoet, når du handler, kan det være nemmere at købe fuldkorn.

  7. Spis ekstra sundt mellem julemiddagene: Vælger du at spise mere, end du har brug for til julesammenkomster, kan du skærer ned på kalorierne til de i de øvrige måltider i julen. Lav for eksempel en god grøntsagssuppe eller en portion ovnbagte rodfrugter med fisk.
    Gør det nemt at vælge de sunde madløsninger, især på dage, hvor du forventer at være ekstra træt eller plaget af smerter. Køb evt. tilberedte måltider eller forbered dem på dage med mere overskud. Ty endelig til frosne grøntsager, så du slipper for at rense og snitte - nogle gange indeholder de endda flere vitaminer end de friske.
     
  8. Rør dig i julen: Motion giver velvære og øger forbrændingen. Gå f.eks. en rask travetur i den friske luft efter en julefrokost eller inden julemiddagen. En ekstra tur om juletræet til 'Nu' det jul igen' kan også give hjertebanken og smil på læben.

  9. Nyd og udvælg lækkerierne: Det er mængderne af lækkerier og den gode julemad, og hvor ofte du spiser dem, der er afgørende for, hvor sundt du lever i julen. Tænk valgmuligheder i stedet for forbud. Du kan vælge at spise de mere usunde julelækkerier med stor nydelse og nærvær – men i begrænsede mængder. Eller udvælge dem, du nyder mest. Det er helheden, der tæller.

Prøv vores sunde og lækre madopskrifter

 

Senest opdateret 01.12.2020