Sådan tackler du smerterne – 13 gode råd

Hvis du lever med en gigtsygdom, skal du formentlig i perioder eller mere fast forholde dig til smerter. Det kan være meget belastende og påvirke dig både fysisk, psykisk og socialt. Der er meget, du selv kan gøre for at tackle dine smerter, så de ikke kommer til at styre dit liv.

Illustration - tre små sorte mænd med smerter

Her får du 13 gode råd om smerter

  1. Se i øjnene, at du lige nu har smerter med en uvis udløbsdato – for at tage dem med dig på bedste vis. Bevar håbet – for at fremme livskvaliteten.

  2. Opstil konkrete målsætninger i forhold til dit arbejde, din fritid og samvær med mennesker, der giver dig energi og glæde. Det giver dig en oplevelse af at få noget ud af dagen. Og undgå ”alt eller intet” – hellere lidt aktivitet end ingen eller for meget.

  3. Bliv vred på din smerte, når den er ved at vokse dig over hovedet. Det kan hjælpe til, at smerten ikke kommer til at styre dit liv.

  4. Øv dig i at give slip på følelser som bekymring, angst, vrede. Brug mentaltræning og mindfulness meditation til det.
    Kom godt i gang med mindfulness meditation

  5. Tag smertestillende medicin fast på klokkeslæt. Lav kun gradvise ændringer i mængden. Det sikrer den bedste virkning af medicinen og giver stabilitet og ro i hverdagen.

  6. Sørg for at komme i bedst mulig form og vedligehold den. Det giver dig styrke til at overkomme din smerte. Motion frigiver stoffer i hjernen, der virker smertestillende, og er med til at booste dit humør.
    Få inspiration og tips til motion og træning

  7. Lær at slappe af og brug afspændingsøvelser regelmæssigt – for at give slip på smerten.
    Kom godt i gang med afspænding

  8. Sørg for at være beskæftiget. Det kan hjælpe, så smerten ikke tager overhånd. Så du fokuserer på livet frem for på smerten. Sørg for god kontakt med din krop og dens behov. Det kan du blandt andet gøre gennem afspændingsøvelser, massage, motion og andre aktiviteter, hvor kroppen er i fokus.

  9. Lær at tidsbegrænse gøremål og veksle mellem forskellige aktiviteter. Hold gerne pauser. På den måde undgår du overbelastning, der giver spændinger og smerter. Del f.eks. rengøring og græsslåning op over flere dage.
    Skab balance mellem aktivitet og hvile i hverdagen

  10. Få familie og venner til at støtte dig i dine muligheder og handlinger. Det vil give dig styrke til det, du kan. Lær at bede om og tage i mod den hjælp, som begrænsningerne kalder på.

  11. Vær åben i kontakten med din læge. Det giver lægen de bedste betingelser for at give dig den rigtige behandling.

  12. Del dine erfaringer med andre, der har smerteproblemer. Det hjælper både dig og andre. Du kan bl.a. møde andre med gigt på Gigtforeningens mange arrangementer. 
    Mød andre med smerter og gigt

  13. Kommuniker dine behov, særligt hvis det ikke er synligt for andre, at du f.eks. er træt eller har smerter. Så hjælper du andre til at kunne hjælpe dig – effektiv indirekte hjælp til selvhjælp!
Senest opdateret 02.06.2017