Rygsøjlegigt (morbus Bechterew): Symptomer og behandling
Rygsøjlegigt er den danske betegnelse for gigtbetændelse i rygsøjlen. Rygsøjlegigt kaldes på lægelatin aksial spondylartrit. Måske kender du også betegnelsen morbus Bechterew, som er en type spondylartrit.
Forløbet er her det samme som ved rygsøjlegigt – forskellen er, at der ved morbus Bechterew er synlige røntgenforandringer i leddene mellem korsbenet og bækkenet (sacroiliacaleddene).
Kort om rygsøjlegigt
Aksial spondylartrit – eller rygsøjlegigt – er en autoimmun, inflammatorisk gigtsygdom, hvor gigtbetændelsen bl.a. sætter sig i ryghvirvlerne. Betændelsen kan i sjældnere tilfælde også angribe andre led.
Sygdommen opstår typisk hos personer i 30-40-årsalderen. Ud over rygsøjlen kan også brystben og bækken være påvirket. Rygsøjlegigt kan medføre smerter og stivhed i lænden, så det naturlige svaj bliver mindre og brysthvirvelsøjlens krumning kraftigere.
Det er forskelligt, hvordan sygdommen viser sig, og generne kan være mere eller mindre belastende. Ofte er sygdommen karakteriseret af manglende lindring ved hvile, mens fysisk aktivitet typisk mindsker smerterne.
Hvad er rygsøjlegigt?
Rygsøjlegigt hører til den gruppe af inflammatoriske, autoimmune gigtsygdomme, som kaldes spondylartropatier. Sygdommen opstår, fordi immunsystemet retter sig mod kroppens eget væv, så der opstår betændelse (inflammation) og siden forkalkninger i ledbåndene.
Det medfører stivhed og nedsat bevægelighed i ryggen, og også bækken og brystben kan være påvirket.
Forkalkningsproces ved rygsøjlegigt
Når leddene gennem længere tid er udsat for inflammation, reagerer kroppen på nedbrydningen ved at danne arvæv, som efterhånden resulterer i en forkalkningsproces. Der vokser en krave af knoglevæv ud fra kanten af hvirvlen, som i nogle tilfælde vil nå nabohvirvlerne i rygsøjlen.
Det vil begrænse din bevægelighed, og det kan føre til yderligere forkalkning. Denne proces kan dog hos nogle helt eller delvist bremses ved behandling med biologiske lægemidler.
Forkalkningen kan også ramme de ledbånd, der støtter rygsøjlen og de to små bueled, som parvis forbinder dine hvirvler bagtil i ryggen. Ofte ses desuden sammenvoksninger i brystben/ribben og i sacroiliacaleddet ved bækkenet.
Rygsøjlegigt – følgesygdomme
Rygsøjlegigt er forbundet med en række andre sygdomme – her er de vigtigste:
Osteoporose
Flere studier har dokumenteret, at patienter med rygsøjlegigt har en væsentligt øget risiko for osteoporose (knogleskørhed) og dermed for brud og sammenfald i ryggen. Risikoen er størst hos mænd.
Brud på rygsøjlen
Den øgede risiko for brud på rygsøjlen kan medføre skader på nervesystemet. De kan opstå akut – derfor bør du blive undersøgt af en læge ved selv mindre rygskader.
Hjertekarsygdom
Hos patienter med rygsøjlegigt er der en sammenhæng mellem inflammation og forøget risiko for hjertekarsygdom og hjerteklapsygdom. Derfor bør du blive undersøgt af din læge rutinemæssigt hvert femte år.
Lungesygdom
Din lungekapacitet kan være nedsat pga. stivhed i brystkassen. Lungefibrose (arvæv i lungerne) ses sjældent.
Tarmbetændelse
Inflammatorisk tarmsygdom (morbus Crohn og coliltis ulcerosa) findes hos 5-10 procent af patienter med rygsøjlegigt, og yderligere op til 65 procent har tarmbetændelse, som ikke giver symptomer.
Psoriasis
Hudsygdommen psoriasis kan være forbundet med rygsøjlegigt.
Har du en særlig gigtsygdom?
I vores diagnosenetværk kan du mødes – og udveksle erfaringer – med mennesker, der har samme diagnose som dig.
Hvorfor får man rygsøjlegigt?
Rygsøjlegigt skyldes en betændelse (inflammation), som opstår på grund af en fejl i immunsystemet. Betændelsen angriber for det meste der, hvor sener, ledbånd og ledkapsler hæfter på knoglerne, med også ledhinden, en slags slimhinde inde i leddene, kan blive ramt.
Hvor mange har rygsøjlegigt?
Man ved ikke nøjagtigt, hvor mange mennesker i Danmark der har rygsøjlegigt. Som udgangspunkt regner man med, at 1-5 ud af 1.000 har sygdommen. Der findes dog sandsynligvis en del lette tilfælde, hvor diagnosen ikke er blevet stillet.
Rygsøjlegigt er to til tre gange hyppigere hos mænd end hos kvinder.
Arvelighed
Årsagen til, at nogle mennesker udvikler rygsøjlegigt, er ukendt, men arvelighed ser ud til at spille en rolle: Søskende og børn til mennesker med rygsøjlegigt har en noget øget risiko for at få sygdommen.
Desuden er vævstypen HLA-B27, som er associeret til rygsøjlegigt, arvelig. Så HLA-B27-positive personer, som er nære slægtninge til patienter med rygsøjlegigt, har op til 20 procent øget risiko for at udvikle sygdommen. Man kan derfor sige, at der i nogle familier vil være flere personer, som har rygsøjlegigt, men at der i de fleste familier kun vil være ét medlem med sygdommen.
Opmærksomhed ved ryggener
Da man i dag ikke kan forebygge rygsøjlegigt, har det ikke noget formål at bestemme vævstypen på børn uden ryg- eller ledgener.
Men hvis børn af en forælder med rygsøjlegigt eller søskende til en rygsøjlegigt-patient får ryg- eller ledsmerter, vil man være opmærksom på risikoen. Man vil i så fald kunne stille diagnosen tidligere og dermed også sætte behandlingen i gang tidligere.
